Det er ikke kun i fiktionens verden, at man kan fange, fiksere og styre et objekt med en fokuseret laserstråle, uden at man rører ved det. Som det for eksempel skete i science-fiction-serien 'Star Trek' fra 1960'erne, hvor man brugte laserlys til at fange og fiksere alt fra fjendtlige rumskibe til truende asteroider.
Det kan lade sig gøre i dag, om end objekterne er en del mindre og ikke kan ses med det blotte øje – som for eksempel elektroner, atomer, molekyler, virus, bakterier eller de celler, som vores kroppe er opbygget af.