Hvis man retter blikket mod Saturn, vil man stille og roligt se planetens ringe forsvinde.
Det tager godt nok mindst 100 millioner år - måske meget længere - så man bliver måske lidt træt i nakken af den intense stirren mod himmellegemet.
Men takket være observationer af Saturn venter forskere ved den amerikanske rumforskningsinstitution Nasa, at alle ringene senest om 300 millioner år vil være faldet som regn ned på planetens ækvator.
Ringene består af isklumper, der størrelsesmæssigt går fra de mindste korn til isstykker på størrelse med store klippesten.
Astronomer afslører: Det regner på SaturnDe svæver i den balance, der findes i gasplantens tyngdekraft og den kraft, der giver objekterne lyst til at forlade kredsløbet og tage på strejftur i universet.
Cassini-rumsonden, der i 2017 blev sendt ned gennem Saturns atmosfære, har påvist, at materiale fra ringene drysser ned mod Saturns overflade og at ringenes dage derfor ser ud til at være talte.
»Vi vurderer, at ’ringregnen’ hver halve time taber en mængde vand, der kunne fylde et olympisk svømmebassin«, forklarer James O’Donnoghue fra Goddard Rumflyvningscenteret ifølge Nasa.
Nasas nærbilleder af Saturn og dens drabanter
Ringene er tilsyneladende forholdsvis unge i forhold til selve planeten. Den er hen ved fire milliarder år gammel, mens dens særkende, mavebæltet af ringe, måske er kommet til så sent som for 100 millioner år siden.
Hvor de kommer fra, er ikke opklaret. Måske er det vraggods fra mindre måners sammenstød. Dem har Saturn over 60 af, så tanken om, at nogle af dem er baldret sammen er ikke usandsynlig.
Der er ni hele og tre delvise ringe rundt om Saturn. Ringene er ganske brede, i alt 272.000 kilometer i diameter, men under en halv kilometer tykke.
»Vi er heldige at få lov at opleve Saturns ringsystem, der ser ud til at være i midten af sin levetid. På den anden side er vi måske lige præcis gået glip af muligheden for at se ringsystemer ved Jupiter, Uranus og Neptun, der i dag blot er ganske små«, tilføjer O’Donnoghue.
Han offentliggør studiet af Saturns ringe i tidsskriftet Icarus.
Sådan præsenterer Nasa sin forudsigelse af Saturnringenes endeligt.
fortsæt med at læse




























