På bare to år har danskerne mistet troen på, at ai kommer til at gøre noget godt. For to år siden var det i runde tal halvdelen af danskerne, der forventede, at kunstig intelligens ville gavne folk som dem selv, give højere økonomisk vækst og sikre bedre velfærd. Den andel er nu nede på en tredjedel, viser en måling, som TrygFonden har fået gennemført blandt knap 2.000 danskere.
»Jeg har set virkelig, virkelig mange holdningsundersøgelser og været med til at gennemføre mange af dem gennem tiden. Det er meget sjældent, at du ser et så markant holdningsskifte på så kort tid«, siger Peter Madsen, projektchef i TrygFonden.