En del af de 16 deltagere i den største forskergruppe, der er ombord på 'Vædderen' for øjeblikket, så hinanden for første gang på skibet. Det er ikke så usædvanligt, men hvordan stykker man egentlig sådan en gruppe sammen? »Det begynder ofte med personlig og faglig sympati. Det er ret vigtigt. Man har brug for en sparringspartner. Man kan ikke udvikle ideer alene, og de faglige discipliner supplerer hinanden. Næste led er ens professionelle netværk«, fortæller en af gruppens veteraner, professor Finn Surlyk fra Geologisk Institut ved Københavns Universitet. Starter med rygtet Karbonatbankeprojektet, som om få dage indleder sine undersøgelser fra 'Vædderen' syd for Australien, er lige efter bogen: Rygtet om Galathea 3 nåede til Skotland, hvor geolog Mads Huuse er lektor på universitetet i Aberdeen. Han besøgte sin gamle vejleder fra Aarhus Universitet, lektor Holger Lykke-Andersen, og sammen udviklede de ideen til projektet med Mads Huuse som projektleder. Da ansøgningen var godkendt af Ekspeditionsfonden, kontaktede Mads Huuse Finn Surlyk. De havde begge i 1998 deltaget i bundundersøgelser i Great Australien Bight af de strukturer, som nu skal undersøges nærmere. Surlyk og Lykke-Andersen kendte hinanden deres arbejde med lignende strukturer i Danmark og Nordsøen. »Tillid er meget væsentlig. Forskning er meget kompetitivt, både personligt og mellem institutioner. Man skal være sikker på, at de andre ikke løber med ens resultater«, siger Finn Surlyk. Tillid uden møder Næste led i sammensætningen af gruppen var, at hovedfigurerne så sig omkring i deres professionelle netværk af lektorer, post.doc.er og ph.d.-studerende og kontaktede folk med relevante kompetencer. Holger Lykke-Andersen havde allerede kig på en gruppe på Aarhus Universitet, mens Mads Huuse i sit netværk fandt projektets lokale deltager, oceanograf George Creswell fra Hobart, Tasmanien. »Ham havde jeg kontakt med i forbindelse med en artikel, jeg har bagt på i de seneste seks år fra det gamle projekt. Han er ekspert i strømforholdene omkring Australien, og selv om vi aldrig havde mødt hinanden, havde jeg tillid til ham ud fra vores brevvekslinger«, siger Mads Huuse. Arbejdshedstene Sidste led er studerende, typisk specialestuderende, som de ledende personer i projektet er vejledere for. »Arbejdsheste, som laver noget af rutinearbejdet«, som Finn Surlyk udtrykker det. De samler point til deres cv, de kommer ind i de etablerede forskeres netværk, og måske vigtigst: De får noget felterfaring. »Det er helt uvurderligt, at folk, der arbejder med seismiske data, finder ud af, hvad det indebærer at skaffe data til veje. At de ikke kommer ved et tryk på en knap, men at det koster om ikke blod, så tårer og bræk at fremskaffe dem«, siger Mads Huuse, der selv som ph.d.-studerende var borehulslogger under den ekspedition i området, som han og Finn Surlyk deltog i for otte år siden. Teknikerne sørger for det sociale Og så er der de absolut uundværlige teknikere, som gruppen rummer tre af. »Det er ofte meget rutinerede folk med stor erfaring. De skaber netværket til besætningen. Det er mange forskere er lidt for nørdede til«, siger Finn Surlyk. Resultatet er en gruppe sammensat af 5 geofysikere, 3 palæoøkologer/sedimentologer, 5 oceanografer og 3 teknikere, som tilsammen repræsenterer seks forskellige forskningsinstitutioner.