Vi står på dækket og kigger otte meter ned på en lille stime flyvefisk, da Jesper Møller peger med en voldsom armbevægelse, der truer med at vælte reporterens kaffekop og muligvis også reporteren. »Der! Der! Hval!«, råber han og vender sig mod kommandobroen: »HVAL!«, hyler han til besætningen inde på broen og vender sig hurtigt om igen. »Nej, det er sgu en KÆMPE haj! Det er fandeme en kæmpe hammerhaj!« »Hvor?«, råber reporteren, der ikke kan få øje på nogen finne. »Der, i skibets kølvand«, siger han og gestikulerer. Men den er væk. »Hvorfor fanden ser jeg aldrig noget på den her tur«, siger reporteren bitter. »Du kigger forkert. Du er rastløs. Jeg er langsom. Og sådan er forskere. Vi er langsomme. Jeg kan stå her og kigge en hel dag. Og så kan der komme en hammerhaj og så får man et kick«, siger han. »Du er et storbymenneske, der får et kick af at være blandt mennesker. Og det gør jeg også, men der er en grænse og der er andre ting i verden. Jeg har heller ikke tv. 95 pct. af det, der er i tv, er noget lort. Og jeg lider af typisk mandlig mono-fiksering, hvor jeg ikke kan tænke på andet, når jeg ser tv«, siger Jesper Møller. Uforfalsket entusiasme Jesper Møller er ikke til at stoppe, når han går i gang. Han har lige som sin faste makker udi havskildpadder, Rikke Danø, sin entusiasme siddende uden på tøjet. »Man bliver høj at det, af at stå og kigge ud over vandet med håb om at få øje på noget«, siger han. Keder han sig ikke? »Nej! Jeg får lidt ondt i benet en gang imellem, men det er aldrig kedeligt. Jeg elsker at se diversiteten af dyr«, siger han og hiver en notesblok op som for at bevise pointen. På blokken er tegnet nogle hastige skitser af de forskellige flyvefisks vingeformer. Lidt hurtig videnskabelig udforskning. Flyvefisk fascinerer For hvis der ikke er skildpadder, så er der så meget andet. Da flyvefiskene begyndte at dukke op i stort tal, blev han så bidt af dem, at han straks researchede på fiskene og skrev en begejstret A4-sides beskrivelse af de 70 arter, og hængte den op i mandskabsmessen. Og da biolog Jens Tang nok en gang hev en af dybhavets sære rovfisk op, blev Jesper Møller så fascineret, at han nu vil skrive en artikel om den dyregruppe. Jagten går ind Flyvsk? Bare bredt interesseret i alle dyr. Dagens flyvefiske-oplevelse kommer, da en lavtflyvende sule, der i et stykke tid har fløjet i cirkler til bagbord for Vædderen, pludselig sætter i dyk. Den rammer vandet i samme sekund som dens bytte, en flyvefisk, pisker ud af det og svæver væk. Sulen letter og jager fisken, der svinger skarpt til venstre i luften og dykker igen. Reddet. Ingen skildpadder Et hvert storbymenneske kan se, at det er fedt. Det er fiskeørnen op under himlen også, og den 50-70 kilo tunge Hvid Marlin, der i sin flugt fra Vædderen danser oprejst på havoverfladen, halefinnerne piskende under sig. Eller den kæmpe sorthvide organisme, som to af forskerne ombord får et glimt af - en læderskildpadde? Eller måske nærmere en kæmperokke? Det er en god dag på havet. Også selv om vi heller ikke i dag har fanget og mærket nogen skildpadder. Jesper Møller og Rikke Danø spottede to lørdag, men de undslap. Ideen med deres Galathea-projekt er at lime satellitsendere på skjoldet og sætte blå mærkater på deres luffer, og så ellers i ro og mag tracke deres færden over havene. Der er nemlig masser, man ikke ved om havskildpadder. Forskere er søgende »Vi ved rigtig meget, men det er alligevel altid kun toppen af isbjerget. Men jeg interesserer mig for alle dyr. Og mennesker. Jeg interesserer mig for det samlede billede. De universelle mønstre«, siger Jesper Møller. »Vi søger jo. Der er en utrolig stor del af os forskere, der er søgende mennesker og derfor ender vi sådan et sted som her«, siger han og laver en fejende håndbevægelse udover Vædderen. »Fordi vi er søgende. Jeg blev sen moden. Jeg har ikke haft faste holdepunkter. Jeg fik relativt sent børn. Jeg har haft kærester, masser af dem, men har hele tiden haft den der med, at græsset er grønnere på den anden side«. Ufattelig lykke Rikke Danø og Jesper Møller mærkede deres første skildpadder i Ghana i forbindelse med specialet på Københavns Universitet. »Når sådan en læder-skildpadde først er kommet op på stranden, så er den ikke bange for noget. Så bevæger den sig målrettet af sted. Vi fulgte en af dem og så den lægge sine æg. At se det her dyr, der ikke har ændret sig 130 millioner år, lægge sine æg på stribe var som at komme ind i en tidslomme. Vi mennesker er så unge i forhold til dem«, siger han. »Så blev jeg ufattelig lykkelig. Og rørt. Og ydmyg«, siger han. På vej hen af dækket ser han pludselig noget på havet og sætter i løb med bagbord ræling, pegende ud over vandet, råbende: »Fugle! Masser af fugle, se! Der må være tunfisk lige nede under dem!«.