Han brygger en øl af indlandsisen, som føder isbjerge til fjorden ud for den lille by Narsaq i det sydlige Grønland. Men direktør Salik Hard fra Greenland Brewhouse må ikke sælge sin øl til landsmændene i Grønland. Og det er urimeligt, synes han. »Det gør da ondt, for herinde i mit hjerte er der ikke noget, jeg hellere vil, end at sælge mit øl i Grønland«, siger Salik Hard og klapper sig på venstre side af brystet. Bryggeri i gammelt vodbinderi Greenland Brewhouse er det første bryggeri Grønland. Det ligger i et gammelt vodbinderi ud til fjorden, og det åbnede for en måned siden. Og som eneste bryggeri i verden laver Greenland Brewhouse øl af indlandsisen. Lokale fiskere henter is til ham, som indlandsisen har sendt ud i fjorden. Han smelter det, filtrerer det og bruger det til at brygge en brown ale og en pale ale. Men Carlsberg har eneret på den type flaske, der må anvendes til at tappe øl på i Grønland, og den må Salik Hard ikke bruge. Så mens danskere, tyskere, italienere, kinesere, russere og mange andre kan nyde hans øl, så må grønlænderne pænt tage til takke med Carlsbergs produkter. Dåserne svinede Grønland til Forklaringen findes tilbage i 1980'erne, hvor Grønland havde miljøproblemer med øldåser, der flød overalt i naturen. Det fik hjemmestyret til at beslutte sig for at etablere et retursystem og få øl på flaske i stedet for. Hjemmestyret tog kontakt til Carlsberg, der dengang sad tungt på ølmarkedet, og bad om at få lavet en flaske til et grønlandsk retursystem. Carlsberg var med på planen, men stillede en afgørende betingelse. Carlsberg krævede, at selskabet fik eneret på ølflasken. Det betyder så, at Carlsbergs tapperi i Grønland Nuuk Imeq er de eneste, der kan tappe øl i Grønland. Så øl i Grønland er ensbetydende med Carlsbergs produkter. Og selv om Salik Hard lavede sit eget lille tapperi, så ville han ikke have nogen flaske at hælde dråberne på. Hjemmestyret ud af Carlsbergs tapperi Dengang den såkaldte flaskebekendtgørelse blev lavet, ejede hjemmestyret aktier i tapperiet i Nuuk. Men nu har styret solgt aktierne, og det ser Salik Hard som et klart tegn på, at reglerne bliver lavet om i løbet af i år eller næste år, så grønlænderne kan få lov at smage øl brygget af deres natur. »Hjemmestyret kan også godt se det fornuftige i at sætte markedet fri«, siger Salik Hard. For nylig var en delegation med fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) på besøg hos Greenland Brewhouse. Salik Hard ville gerne kunne byde gæsterne på en øl, men det måtte han ifølge reglerne ikke. »Jeg sendte et brev til det danske skattevæsen og søgte om dispensation. Jeg fik en to sider lang skrivelse tilbage, hvor de gennemgik alle reglerne, der slog fast, at det var ulovligt. I bunden af brevet var så to linjer, hvor de skrev, at jeg fik dispensation«, fortæller Salik Hard. Senere på måneden lægger Folketingets Finansudvalg vejen forbi, og Salik Hard har fået lov til også at skænke lidt øl til dem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
-
Britisk historiker: Her er min opskrift på at besejre Putin
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse




























