Det er tidlig morgen på Vædderen. Klokken er seks, og solen har vel været oppe i en times tid. Vejret er klart og stik forud, det vil sige vest, er Grønlands fjelde tydelige. Der er både bløde rødlige toppe og mere takkede grå spidser. Vandet er blåt, luften fem grader og langs Vædderen sejler isbjergene forbi. Nogle ligner kæmpestore flamingostykker, andre spidser til mod toppen eller siderne, og andre igen er helt flade, men flere hundrede meter lange. Nogle er kridhvide, mens andre nærmest er lyseblå eller turkise i farven. Bred nok til et Herkules-fly På broen to trapper oppe er stemningen høj. Der bliver smilet og drukket kaffe. Endelig efter fire-fem døgn med overskyet vejr på Atlanterhavet, tilsmiler vejrguderne Vædderen med sol. Og det kan mærkes. Mundvigene peger opad. Skibschef Carsten Schmidt stopper sin pibe og ser frem på et lavt isfjeld, der er flere hundrede meter bredt. Det største hidtil. 'Den er så bred, at der kunne lande et herkules fly', siger han. Fridag på Vædderen Vædderens midlertidige besætning, det vil sige forskere, fotografer, journalister og gymnasieelever, er stået tidligt op. Ikke for at arbejde, men for at holde fri og nyde ekspeditionens hidtil største naturoplevelse. I takt med at skibet nærmer sig mundingen til Prins Christians Sund, stimler folk sammen på broen, der er spækket med søkort, radarer og andet elektronisk udstyr, der skal hjælpe mandskabet til at sejle skibet sikkert gennem de grønlandske fjorde. Et par sømil fremme er en sprække i fjeldene. Det er dér, Vædderen skal ind. Set herfra ligner det en umulig opgave, for der ligger isbjerge drysset ud over havoverfladen. Men jo tættere skibet kommer, jo mere tydeligt bliver det, at der er rigeligt plads til, at styrmanden med sit lille kuglerunde styringsinstrument kan dirigere Vædderen sikkert ind i sundet. Slalomsejlads, som han kalder det, når det 112 meter lange skib ændrer kurs og krænger en smule til bagbord eller styrbord. Smutvej gennem Sydgrønland Nu kommer togleder Minik Rosing. Let genkendelig med hestehalen og de halvmånebrilleglas, der sidder nede på hans næse. Han serverer fire halve rundstykker med ost til skibschefen, der sidder i sin røde kommandostol, en halv meter hævet over gulvet. Carsten Schmidt rejser sig og går rundt på broen, frem til vinduet og giver små tegn til mandskabet, der styrer skibet. 'Du skal altså bagbord om den isflage', siger han og Vædderens kurs bliver justeret efter skibschefens ordre. Så sejler Vædderen ind i selve Prins Christians Sund, som er en slags smutvej, når man er på vej vestover. Længere inde i passagen er den få hundrede meter bred, men her ved mundingen er der omkring en kilometer fra klippevæg til klippevæg. 1.900 millioner år gamle klippevægge Egentlig var det slet ikke meningen, at Vædderen skulle have sejlet her. For bare et par dage siden lå et 250 meter bredt isbjerg og spærrede i den smalle passage. Det ville være alt for risikabelt at sejle igennem, og derfor planlagde Vædderen at lægge ruten ned om Kap Farvel. Men så kom der en opløftende melding fra istjenesten om, at den stærke strøm havde tvunget isbjerget gennem fjorden, så en passage var mulig. Vædderen er omkranset af klippevægge, der er 1.900 millioner år gamle. Nogle steder står de stejle og golde ned mod havet, andre steder er det næsten som at være tilbage på Færøerne. Bløde bakker med sten, klipper og bevoksning. Der er græs, krat, blåbær og blomster på skrænterne. 'Jeg ved ikke engang, hvor mange gange jeg har set det her. Men jeg bliver lige bjergtaget hver gang', siger skibschefen, der har sejlet i mere end 40 år. Nu stimler folk sammen om rælingen. En meterlang laks svømmer i zigzag væk fra skibet. Ingen hval, men dog en laks. Isen forsvinder Men der er også malurt at dryppe i bægeret. Flere steder når isbræen helt ned til vandet. Det er indlandsisen, der føder sundet med is og smeltevand. Spørgsmålet er, hvor længe det varer ved. Projektleder og geolog Naja Mikkelsen fra GEUS står ved rælingen og peger mod en isbræ. 'Her ser vi så et meget tydeligt eksempel på, at isen trækker sig tilbage, fordi det er blevet varmere. Du kan se, at der ligger grus og sten i kanten af isbræen. Der har været is tidligere, men nu er den væk', siger Naja Mikkelsen, der selv er ombord på Vædderen for netop at forske i fortidens og fremtidens klima i de grønlandske fjorde. Men hendes advarsel kan ikke ødelægge humøret ombord. I flere timer går besætningen rundt med lommekameraer og små videokameraer og læner sig ud over rælingen for at indfange det bedst mulige motiv. Efter turen gennem Prins Christians Sund lægger Vædderen til ved Nanortaliq, før turen går videre mod Narsarsuaq.