Hvis de 4,6 milliarder, der er gået siden Jordens tilblivelse, blev presset sammen til et enkelt år, ville den kambriske eksplosion vare omtrent en dag. Men i løbet af den ene dag udviklede livet på Jordens sig enormt. Nye arter væltede frem. Helt nye typer dyr - med flere celler, dækket af skjolde af kalk, udstyret med noget så moderne som en rygrad eller endda forstadier til øjne - dukkede op, levede deres liv og faldt så ned i dyndet på bunden af deres hjem, havet. Her lå de fossile organismer så uden en bekymring i verden i omtrent 540 millioner år, mens dyndet omkring dem blev drænet for vand så det dannede fast klippe og drev rundt på Jordens overflade med den kontinental-plade, de nu engang lå på. Mange fossiler blev tilintetgjort, da de blev drevet ned i den flydende magma under det tynde lag af fast skorpe, der dækker planeten. Andre blev begravet under mudder og sand eller ødelagt af erosion på jordens overflade. Men nogle få steder på planeten er resterne af de tidlige kambriske dyr bevaret. Lige til den dag et menneske med en lille hammer og en interesse for geologi fandt dem. Og så var sensationen skabt. Tigerspring For de første geologer, der fandt fossiler fra den kambriske eksplosion lignede det vitterlig noget nær et mirakel. På en i den henseende kort periode - 12 millioner år - tog livet op til flere tigerspring i udviklingen af arter. Det rejste en masse spørgsmål: for hvordan kunne det ske så hurtigt? Og hvorfor udviklede livet sig tilsyneladende ikke gradvist, men i ryk? Den kambriske eksplosion har holdt geologer, palæontologer og andre, der interesserer sig for livet i de usædvanligt gamle dage fanget i mange år. Indtil for få år siden. For pludselig blev opfattelsen af 'eksplosionen' udfordret voldsomt fra en helt ny og fremadstormende videnskabelig disciplin: molekylærbiologien. Molekylærbiologerne kunne ikke få deres viden om, hvordan organismer udvikler sig og hvad der kræves for, at encellede organismer lære at dele arbejdet og udvikle sig sammen til flercellede dyr til at stemme med de store spring i udvikling, der skulle være sket under den kambriske eksplosion. Der var simpelthen ikke tid nok til opgaven mener de. Få steder at lede »De argumenterer for, at der må have været flercellede organismer allerede for måske 800 millioner år siden«, forklarer David Harper. Han er professor på Geologisk Museum i København og projektleder på det eneste af Galathea 3-ekspeditionens forskningsprojekter, der faktisk skal i land på Antarktis. Sammen med Jan Audun Rasmussen og Christian Ørum fra Geologisk Museum og Lars Stemmerik fra GEUS - Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelse vil de ind og tage prøver af nogle forblæste klippetoppe i området Victoria Land på Antarktis. Det er et af de få steder i verden, hvor man kan finde fossiler fra tiden omkring den kambriske eksplosion fra urkontinentet Gondwana. »Teorien om, at der i denne periode skulle være opstået en lang række nye arter på kort tid, er bundet op på fund fra ret få lokaliteter. Der er et sted i Canada, et i Grønland og et i Kina, hvor der findes velbevarede fossiler fra denne periode. Men i 1970 opdagede en tysk ekspedition til Antarktis et smalt bælte der, hvor man også kan finde fossiler fra denne periode. Men det er kun nogle små bjergtoppe få hundrede meter i diameter«, forklarer Christian Ørum, ph.d.-studerende på Geologisk Museum. Eksplosion eller bare et lille bum? Bjergtoppene i Antarktis har ikke været grundigt undersøgt for fossiler. og det er gruppens håb, at deres arbejde her kan bidrage til at kaste lys over, om den kambriske eksplosion også var en realitet på den sydlige halvkugles kæmpekontinent, Gondwana, eller blot en lidt for frisk fortolkning af fund, som man tidligere ikke havde teknologien til at undersøge til bunds. Men selv om man i dag råder over sådanne teknikker, er det svært at slå fast, at der virkelig ikke har været flercellet liv før for omtrent 540 millioner år siden. For det er svært at bevare spor af kød eller andre bløddele i flere hundrede millioner år. Kalkskeletter og -skjolde holder sig meget bedre. Og hvad hvis den kambriske eksplosion i virkeligheden 'blot' betød, at en række eksisterende flercellede arter udviklede sådan nogen, og derfor efterlod sig langt flere spor for os at finde og gruble over? »Fordi der er så få steder, man kan finde fossiler fra denne tid med bløddelene bevaret, vil viden fra et helt nyt sted virkelig kunne bidrage til forståelsen. Vi håber at komme hjem med fund, der kan fortælle os mere om livet på den tid. Måske finde helt nye grupper af levende væsner eller tidligere typer af de kendte, der kan afklare slægtskabsforhold, som vi ikke kender i dag«, forklarer David Harper. Kompetencer mødes Holdet er sammensat, så de kan supplere hinandens viden. David Harpers speciale er de større fossiler, og bestemmelse af klippelagenes relative alder, kaldet stratificering. Lektor Jan Audun Rasmussens felt er mikrofossiler og såkaldte sporfossiler, der indirekte fortæller om livet dengang, for eksempel en gang i mudderet boret af en orm. Forskningsprofessor Lars Stemmerik er sedimentolog og specialist i at se, hvilke miljøer fossiler opholdt sig i, da de var levende væsner. Strukturen af klipperne fortæller f.eks. om havbunden dengang blev påvirket af bølger og derfor lå tæt på land eller på dybt vand. Tilsammen håber de at kunne bruge deres specialer til at tegne et mere komplet billede af livet i tiden omkring den kambriske eksplosion. Men derudover er der andre basale ting, gruppen gerne vil vide noget om. For eksempel håber de at finde ud af, hvor Antarktis egentlig lå for de små 600 millioner år siden. »Hidtil har man gættet sig lidt frem til, hvor Antarktis lå i denne periode. Vi håber at kunne skaffe mere sikker viden«, siger Christian Ørum. Sammen med kollegerne håber han på, at kunne få op til 14 dage til at arbejde på de fjerne bjergtoppe, men det afhænger af, hvor let det bliver at komme til og fra. Al transport må blive med fly og helikopter, og da Vædderens helikopterdæk bliver dækket med laboratoriecontainere skal Harper og hans gruppe i stedet flyves direkte fra New Zealand til den amerikanske McMurdo Base ved Ross Havet. Derefter skal de flyves op langs Ross Havets vestlige kyst til en europæisk base, inden turen går med helikopter de sidste par hundrede kilometer ind i de uvejsomme bjerge i Victoria Land. »Men derudover er vores udstyr meget primitivt: hammer, mejsel, målestok og lup. Og så lige et GPS-kompas«, forklarer han.