En dna-ændring fandt sted hos et enkelt menneske for mellem 6.000 og 10.0000 år siden.
Derfor stammer alle mennesker med blå øjne fra en og samme forfader.
Det er nemlig den enkelte mutation i menneskets evolution, der i dag ses i øjnene på alle blåøjede mennesker, fortæller den danske génforsker Hans Eiberg fra Panum Instituttet i København.
Han står bag den nye opdagelse, som bliver offentliggjort i det videnskabelige tidskrift Human Genetics i næste uge.
Ingen variation
»Dem, der har blå øjne, har besynderligt nok ikke nogen variation i det dna, der producerer farvestoffet melanin, som giver brune øjne. De brunøjede har derimod en stor variation i dette område af deres dna. Det betyder, at alle mennesker med blå øjne har en og samme forfader«, siger Hans Eiberg.
Han anslår, at den dna-ændring, der har ført til den blå øjenfarve, har fundet sted hos et enkelt menneske for omkring 6.000 til 10.000 år siden.
Startede i 1996
Hans Eiberg startede allerede i 1996 med at undersøge, hvorfor nogle menensker har blå øjne, mens andre har brune. Dengang fandt han som den første forsker nogensinde frem til, at det er genet OCA2, der bestemmer farven på øjets iris.
Det var et gennembrud i forskningen, fordi man indtil da havde troet, at det var samspil mellem mange forskellige gener, der afgjorde et menneskes øjenfarve.
Kontakt bestemmer øjenfarven
Siden har Hans Eiberg så opdaget en kontakt, en såkaldt genetisk 'switch', der tænder og slukker for OCA2-genet.
»Den 'switch' er så lille, at der kun er sket en mutation én gang. Og sandsynligheden for, at der sker en ændring igen, er usandsynligt lille«, siger Hans Eiberg, hvis seneste opdagelse bygger på undersøgelser af over 500 menneskers øjenfarve.
Brun øjenfarve er menneskets oprindelige øjenfarve, og de fleste mennesker på jorden har brune øjne.
/ritzau/



























