Det glatte, bløde hale, der stikker op af vandet i akvariet, føles slet ikke som en kniv. Ikke desto mindre er det den, der har givet navn til sin ejermand, dolkhalen. Et dyr, der mest af alt ligner en krabbe. En lidt underlig krabbe, måske, fordi skjoldet rager ud over benene i stedet for omvendt, og fordi den har den lange, spidse hale - dolken. Men en krabbe. I USA kaldes den da også 'horseshoe crab' - hesteskokrabbe. Den har bare ikke noget med krabber at gøre. Og heller ikke meget at gøre med noget som helst andet dyr, men dens nærmeste 'slægtninge' er altså edderkopper og mider. En del af forklaringen - og nu er vi ude i detaljer, som det utrænede øje ikke vil lægge mærke til - er, at dolkhalen ingen munddele har. Krebsdyr har mandibler, dolkhalen må nøjes med pincet-lignende chelicerer. Derfor tygger eller måske snarere knuser den sin mad, for eksempel små muslinger, med 'hofterne' på det forreste par ben, før maden ved hjælp af chelicererne skovles ind i den tand- og kæbeløse mund. Svømmede i Thetyshavet Dolkhalerne i akvariet på Biologisk Institut på Aarhus Universitet stammer fra Vietnam. De har artsfæller langs kysterne i store dele af det sydøstlige Asien fra østsiden af Indien til Filippinerne og Japan. Samt langs USA's østkyst. Deres forfædre, der ligner dem så meget, at dolkhaler kaldes levende fossiler, svømmede rundt i Thetyshavet, der er betegnelsen for det store hav, der omgav Jordens kontinenter, før de gled fra hinanden. Dolkhalerne gik op på strandene og lagde æg, før der fandtes andre dyr på landjorden. Og efterlod spor, som i årevis blev tolket som spor af dinosaurer, indtil man fandt et, der sluttede ved et intakt dolkhalefossil. »Man kan finde 250 millioner år gamle dolkhalefossiler, som stort set er ligesom de nuværende dolkhaler«, siger zoolog Peter Funch, der er lektor på Aarhus Universitet. »Deres stamtræ ender i en lang, lang gren, der er meget tynd, fordi der kun er fire arter. Ved hjælp af dna-analyser kan vi sikkert finde ud af, hvornår de fire arter blev adskilt«, siger Matthias Obst, en anden af projektdeltagerne. Han arbejder for øjeblikket på Kristineberg Marina Forskningsstation ved Göteborg. Tidligere var der mange flere grene på træet - søskorpioner, trilobitter og mange andre arter. Men de uddøde. Til gengæld kalder dolkhalens larver for trilobitter, fordi de ligner trilobit-fossilerne. Hvordan beskytter man en overlever? Alene det, at de har klaret sig i så mange millioner år, er en god grund til at bevare dolkhalerne. Galathea-ekspeditionens dolkhaleprojekt har da også til formål at skaffe et vidensgrundlag for at udpege beskyttelsesområder for dolkhalerne. De fysiologiske undersøgelser af bl.a. stofskiftet skal afklare, hvilken saltholdighed og temperatur trives dyrene bedst ved. Dna-analyser skal vise, hvor man finder den største genetiske variation blandt dolkhaler. Og skal beskyttelsesområderne være store, sammenhængende områder? Eller mange mindre og spredte områder? Svaret er ikke indlysende. For dolkhalerne lever spredt, men når de går på land for at lægge æg, sker det ved bestemte månefaser og da i så stort et tal, at de nogle steder nærmest ligger i dynger på strandene. Det er også der, de er mest sårbare. Det har både fugle og mennesker benyttet sig af. En voksen dolkhale kan blive op til 60 centimeter i diameter og veje op til 5 kilo, så der er en del kød. I USA blev de gennem årtier stablet op i store dynger, når de kom ind for at lægge æg, og fik lov til at rådne for at blive brugt som gødning. Men den udnyttelse satte udbygningen af sommerhuse en stopper for, fordi sommergæsterne klagede over stanken fra de rådnende dolkhaler. Brugbart blåt blod Næste trussel var sushis pludselige popularitet. Dolkhalerne blev i den forbindelse brugt som madding for konk-snegle. Senere, i 1968 fandt man ud af, at dolkhalernes blod - blåt ligesom hummeres - kunne bruges i medicinalindustrien til den såkaldte limulus-test. Blodet reagerer på selv meget små mængder bakterier, og testen kan afgøre, som medicin eller medicinsk udstyr er bakterieforurenet, og om en sygdom skyldes en bakterieinfektion som for eksempel meningitis og kolera. Denne brug af dolkhaler har øget deres økonomiske værdi ganske betragteligt. Og da man ikke behøver at slå dolkhalerne ihjel for at tappe noget af deres blod, har den også medvirket til, at man har fået standset nedgangen i den amerikanske dolkhalebestand. De asiatiske dolkhale-bestande, der fiskes til konsum, er der mindre styr på, men alle fire arter af dolkhaler skønnes at være truede. Dolkhalerne har fascineret forskerne i årevis og er meget velbeskrevne. Så hvorfor kaste sig over dem, når man tidligere har arbejdet med mikroskopiske dyr som kæbedyr og ringbærere, som indtil for få år siden var både ukendte og ubeskrevne? »De har det til fælles, at de er meget mærkelige dyr«, siger Matthias Obst med eftertryk. Peter Funch tilføjer: »Man bliver overrasket over, hvor specielt de fungerer«. Det specielle er blandt andet parringen, der foregår på stranden. Hannen er mindre end hunnen, og under parringen sætter en enkelt han sig fast på ryggen af hunnen. Men han befrugter i gennemsnit kun omkring 10 procent af æggene. Resten bliver befrugtet af de fem-syv 'satellithanner', der befinder sig omkring parret. Ni øjne Et andet særkende ved dolkhalen er dens ni øjne - to store på den forreste del af skjoldet og flere små samt lysfølsomme organer på halen - og hvordan de arbejder sammen. De to store øjne indstiller sig efter lysstyrken, »de har indbyggede solbriller«, siger Matthias Obst, og det var studier af dolkhalens øjne, der satte den amerikanske fysiolog H. Keffer Hartline i stand til at beskrive den mekanisme, der forstærker kontraster og dermed skærper synet, et arbejde, der indbragte ham Nobelprisen i medicin i 1967. Ændringen af Galathea-ekspeditionens rute betyder, at dolkhaleprojektet på 'Vædderen' kommer til at lægge mere vægt på de amerikanske dolkhaler, idet projektet kommer om bord på 'Vædderen' på strækningen Skt. Thomas-Boston-København. Derfor er forskerne meget glade for de vietnamesiske dolkhaler i akvarierne på Aarhus Universitet. »De er noget af et scoop, for det er svært at få tilladelse af Vietnam til at føre dem ud«, siger Peter Funch. Fysiologiske undersøgelser af de vietnamesiske dolkhaler er allerede i fuld gang på Aarhus Universitet under ledelse af professor Tobias Wang, som også indgår i dolkhaleprojektet. Haler som fiskespyd Det er ellers amerikanske dolkhaler, der er i akvarier rundt omkring, også i Kattegatcentret, som dolkhaleprojektet samarbejder med, og som har givet folkene bag projektet mulighed for at foretage forstudier. En udstilling om Galathea og dolkhaleprojektet åbner i maj på centret. Vietnamesiske dolkhaler har i øvrigt ikke specielt bløde haler, selv om man godt kunne få det indtryk af den dolkhale, som jeg følte på. Halens hårdhed afhænger af, hvornår dolkhalen sidst har skiftet hud. Det er den måde, dyret vokser på. Det første hudskifte finder sted allerede i ægget, i mikoskopet kan man se den afkastede hud ligger ved siden af larven. Og dolkhale-haler kan faktisk blive så hårde, at de kan bruges som fiskespyd.