»Jeg skal selv have hænderne i vandet, jeg skal være derude. Se det med mine egne øjne. Forstå det«.´ Professor i biologisk oceanografi, Torkel Gissel Nielsen, kunne egentlig godt trappe ned på de langvarige rejser. Men han kan ikke undvære det, og er typisk på havet 1-2 måneder om året. »Når hele orkestret spiller, og vi står ti - femten mand på dækket og arbejder hurtigt og systematisk du må jo forstå at de der bittesmå slimede organismer uendeligt let går i smadder oppe på det varme dæk ja så er det, musikken bliver til een fælles suite. Så er det, vi rykker, og kan blive ved i dagevis«. Jagt på småkræ Passioner hos lederen af projekt Planktondynamik i Andamanerhavet nye veje i fødenettet er i skarp kontrast til hans afmålte kontorkasse på Danmarks Miljø Undersøgelser ude på de bare marker ved Forsøgsstation Risø nær Roskilde. Umiddelbart er der heller ikke meget svung over de byttedyr, som professoren og hans team af danske, amerikanske, canadiske og thailandske forskere på Galathea 3 ekspeditionen skal jage under tropesolen i Andamanerhavet udfor Thailands kyst. Halesøpunge, ålelarver, vandbakterier og andet meget småt småkravl har ikke mange chancer, når rigtige mænd drømmer om at udforske de store oceaner. Men efter halvanden time med Torkel Gissel Nielsen foran den bærbares power point plancher er billedet skiftet fra høflig interesse til engagement. Pludselig virker det vanvittigt spændende at få kortlagt de forskellige halesøpunges liv og placering i vandet. Og selvfølgelig er det interessant at finde ud af, hvad de slimede ålelarver lever af, før de bliver til skrækindjagende muræner med tandsæt som et forvokset pindsvin. Og hvem ved? Måske kan mere viden om vandloppernes måde at modstå den tropiske sols UV-stråler på engang bane vejen for den helt perfekte sololie. Et effektivt filter I modsætning til de korte og effektive fødekæder, der er frem herskende i de arktiske og tempererede farvande: plankton vandloppe fiskelarve, så er livet i tropehavet mere indviklet og på mange måder mindre effektivt i sin omsætning af energi. Hver gang næring omsættes i en fødekæde tabes omkring to tredjedele af energien, og eftersom tropehavet er mere næringsfattigt end de koldere farvande, så er algerne her meget mindre end krabaterne længere mod nord og syd. Det betyder, at denne grundnæring typisk skal gennem mange led, før den overhovedet når en størrelse, så den kan fortæres af fiskelarver og i sidste ende på fornuftig vis indtages af større fisk, dyr og mennesker. Her er ikke tale om enkle fødekæder men om kringlede net af fødekæder, som de bittesmå bakterier og alger skal igennem hvis de altså ikke lige ender i halesøpungens fødefilter. For halesøpunge er ganske usædvanlige skabninger. Det én millimeter store dyr lever i en geleklokke og driver med halen vand igennem geleklokken hvor et fintmasket net filtrerer de uendeligt små bakterier og miniplankton ud af havvandet. Søpungene står højt på fiskelarvernes menukort, og derfor udgør disse dyr en vigtig undtagelse fra reglen om de mange led i de mere ineffektive fødenet i tropisk farvand. De mindste alger og bakteriers tur via søpungen og ned i fiskelarvens gab er en energibesparende og effektiv motorvej lige lukt gennem det fintmaskede fødenet. Regn af 'vitaminpiller' I tilgift 'udskifter' halesøpungen sit minifilter mange gange dagligt. De tilstoppede 'filtre' udgør en veritabel vitaminpille i havet, fordi de på vej mod havbunden opsamler plankton alger og andre partikler, og fordi de koloniseres af bakterier og andre mikrober. De brugte filtre klistrer sammen i klatter, som udgør en væsentlig del af det, som forskerne har døbt 'marint sne'. Med professorens ord er det »ret smart at livet længere ned i havet så at sige får vitaminpiller i hovedet i stedet for lort«. »Vi skal have meget mere viden om systemerne, vi skal kortlægge forekomsten af de forskellige halesøpunge i vandsøjlen, og vi skal undersøge, så at sige hvor meget en halesøpung kan nå at sætte til livs i dens korte og hektiske tilværelse«, forklarer Torkel Gissel Nielsen. 'Aliens' efter halesøpungen Det sidste er ikke så enkelt om bord på et skib. Først skal halesøpungen indfanges med vandhentere. Det skrøbelige dyr skal isoleres og tilføres en bestemt mængde 'foder', som så igen skal måles op, når kræet mister appetitten. Alt skal foregå i omgivelser, der ikke forstyrrer processen og giver et falsk billede. »Måske kan denne viden en gang bruges til at dyrke fødeemner for fiskelarver, der igen kan opdrættes i fiskefarme, men langt det meste af det, vi skal foretage os i Andamanerhavet, er tæt på den klassiske grundforskning«, siger Torkel Gissel Nielsen. Halesøpungen spiller måske også en rolle i en anden del af forskerteamets arbejde. En canadisk forsker skal undersøge de store mængder af ålelarver, der findes i området ud for den thailandske vestkyst. På visse stadier er larverne forsynet med et mærkværdigt tandsæt, der ifølge teorien på en alien-agtig måde måske bruges til at slubre netop halesøpunge i sig. »Det vil vi gerne undersøge nærmere, blandt andet fordi det kan give os mere indsigt i, hvordan larverne af vores egen atlantiske ål ernærer sig på den lange rejse fra Sargassohavet og hjem til Europa«, siger Torkel Gissel Nielsen. Udkomme uvist Andre emner på ålelarvernes spiskort er også på forskerholdets listen over jagede dyr. Det drejer sig om forskellige vandlopper og andre mindre dyr, der stort set ikke indeholder noget pigment, der kan beskytte dem mod tropesolens nedbrydende UV-stråler. Det er en gåde, hvordan disse levende væsner beskytter sig imod UV-strålingen. Måske bevæger de sig dybere ned i vandet om dagen, men i disse egne række uv-strålerne meget langt ned i havet. Også her bliver der tale om grundforskning så at sige med stemplet udkomme uvist , men skridt for skridt handler det om forståelse, om at få overblik. Og i den sammenhæng er det tropiske havs ekstremer en fordel, ekstremer forstået som fraværet af udsving i næringstilførsel, lys og kraftige storme sammenlignet med årets gang i det tempererede og arktiske hav. »Hvis vi forstår de her mekanismer, som på mange områder er lettere at iagttage under ekstreme forhold , så vil vi også lære at forstå andre mekanismer, der relaterer mere til de hjemlige farvande. I bund og grund skal vi vide mere om det frugtbare hav, og hvordan systemerne spiller sammen. Samtidig skal vi indsamle og registrere så megen viden som muligt, så vi også på den måde i fremtiden bliver i stand til at opdage ændringer i systemerne, måske på grund af miljøpåvirkninger«, forklarer Torkel Gissel Nielsen. _________________________________________________________________ Hovedparten af den millimeterstore halesøpung er et stort geleagtigt hus, der omgiver selve dyret (i rødt på tegningen). Når de ekstremt små alger og bakterier - på den øverste tegning - ryger ind i huset opfanges de på et filter, herefter bliver fødepartiklerne sammen med filteret ført til dyrets mund, så halesøpungen kan optage næringen.

Når huset stoppes til af forskellige store partikler, øges modstande i filtret, så forlader selve dyret sit hus og danner et nyt - nederste tegning. Det brugte filter daler ned i vandet, klistres sammen med andre brugte filtre og danner den marine sne som igen bliver et led i tropehavets komplicerede fødekæder. Halesøpungens evne til direkte at optage meget små fødeemner er et effektivt alternativ til den normale meget lange og indviklede vej gennem det tropiske havs marine fødekæder.