Mens de fleste danskere sov i deres julepyntede hjem, druknede store dele af befolkningen i et lille ø samfund på den anden side af jordkloden. Det var tidlig morgen, 2. juledag 2004, da den store tsunami skyllede ind over de isolerede øer Nicobarerne i havet mellem Indien og Thailand. På få minutter dræbte vandmasserne adskillige af de godt 40.000 mennesker, der boede på øerne. Ingen ved præcis, hvor mange der druknede, da øerne er stærkt isolerede. Men kort efter katastrofen lød vurderingen på helt op mod halvdelen af befolkningen. Det svarer cirka til, at Parken under en udsolgt landskamp rammes af en kæmpemæssig bølge, der dræber halvdelen af tilskuerne. Invaderet efter flodbølge For de små øer havde katastrofen overvældende konsekvenser. Før levede en stor del af beboerne i små stammesamfund, som de havde gjort det i århundreder. Nok havde nicobareserne tidligere haft besøg af gæster udefra. Men aldrig før var isolationen fra den vestlige, teknologiske verden blevet brudt så dramatisk som nu. De rystede overlevende blev overrumplet af snurrende tv-kameraer og brølende helikoptere med nødhjælpsarbejdere, der skulle vurdere skadernes omfang. Omvæltningen skete samtidig med, at hele livsgrundlaget for de overlevende øboer var forsvundet i vandmasserne. I løbet af de første måneder efter flodbølgen fortsatte dødstallet med at stige på grund af mangel på mad og vand, fortæller antropolog Kåre Jansbøl fra Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. Otte måneder i felten Når den danske Galathea3-ekspedition kommer forbi Nicobarerne i midten af oktober, vil den 43-årige ph.d. og forsker bruge anledningen til at tage på otte måneders feltstudier på øerne. Ideen er at undersøge, hvordan katastrofen har forandret beboernes syn på farer og risici, og hvordan de håndterer, at nødhjælpsarbejdere og andre vesterlændinge er kommet til øerne. »Uden hjælp var de fleste nok døde af sult, så den humanitære hjælp har været helt nødvendig. Men den moderne verdens indblanding har også haft dramatiske konsekvenser, fordi beboernes oprindelige kultur nu bliver udsat for en meget kraftigere påvirkning udefra«, siger Kåre Jansbøl. »Tsunamien er derfor en oplagt anledning til at undersøge, hvordan en så voldsom omvæltning ændrer ved øboernes verdensbillede - tror øboerne for eksempel stadig, at en hændelse som tsunamien er styret af naturånder? Vil katastrofen blive en del af deres myter fremover eller vil de forsøge at forklare hændelsen mere 'rationelt' som os vesterlændinge? Og hvordan føler nicobareserne, at de bliver behandlet af nødhjælpsarbejderne?«, spørger Kåre Jansbøl. Udvikling eller kolonitiden om igen? Det bliver ikke let at finde svarene. Nicobarerne hører officielt under Indien, men ligger milevidt derfra. Kun halvdelen af Nicobarernes 24 små øer er beboede, og det er primært hovedøen Car Nicobar, der er i kontakt med omverden, for eksempel via telefon- og internetforbindelse. Hidtil har de indiske myndigheder desuden været meget strikse med ikke at lade alt for mange besøge området. Officielt fordi man vil værne om øboerne, der er blandt de få oprindelige folk tilbage i verden. Mange mener dog, at Indiens beskyttelse især hænger sammen med militærstrategiske interesser, fordi øerne ligger langt tættere på Indonesien og Thailand end Indien selv. Siden 2001 er Indien dog så småt begyndt at åbne op, især for turister. Tidligere har inderne også sendt offentligt ansatte og handelsfolk til området, og det har de indiske myndigheder og politikere selv betragtet som udviklingsarbejde - i modsætning til indsatsen fra de tidligere koloniherrer. »Den internationale organisation IGWIA, der taler de oprindelige folks sag, har dog været meget kritisk over for Indiens rolle og har i højere grad set påvirkningen som en slags videreførelse af kolonitiden«, siger Kåre Jansbøl. Skal de forblive uberørte? Hvis det lykkes at skrabe de nødvendige knap 1,5 millioner kroner sammen til projektet, og siden få de indiske myndigheders tilladelse til at komme på besøg, håber den danske antropolog især på at finde ud af, hvordan de lokale oplever nødhjælpsarbejdet. Bliver de for eksempel taget med på råd, eller føler de blot, at hjælpen bliver trukket ned over hovedet på dem. »Hvis det lykkedes mig at komme ind på livet af de lokale, håber jeg, at jeg med min viden kan hjælpe til, så nødhjælpen fremover foregår mere gnidningsfrit og uden at spolere den oprindelige kultur for meget. For eksempel risikerer man at give nogen mere hjælp end andre, og det vil skabe splid og ændre magtbalancerne«, forklarer Kåre Jansbøl, der også vil undersøge hvordan man fremover sikrer, at øboerne på den ene side kan bevare deres kultur og samtidig sørge for, at de bliver omfattet af et internationalt varslingssystem, hvis en ny flodbølge eller andre katastrofer skulle ske. »Det er jo en meget fin balance og et etisk dilemma. Sådan er det altid, når man har med isolerede områder at gøre, hvor oprindelige folk har levet i århundreder uden ret stor kontakt med omverdenen. Hvad er så bedst for dem? At de bevarer deres kultur uberørt eller at de bliver ´moderne´ som os andre?«, siger Jansbøl og peger på, at de to tidligere danske Galathea-ekspeditioner også lagde vejen forbi Nicobarerne. Øerne var danske Fra midten af 1700-tallet og hundrede år frem var øerne nemlig under dansk flag. Siden overtog briterne kontrollen under kolonitiden, og da Indien blev selvstændigt i 1947, blev øerne automatisk underlagt de indiske myndigheder. »Som antropolog håber man jo altid på at opdage noget, der virkelig overrasker, og som bryder med fordomme og forudsigelser. Men jeg har da også store moralske skrupler med at tage derud, og jeg er ikke helt sikker på, at det er det rigtige at gøre - for så blander jeg mig jo også«, siger Kåre Jansbøl, der desuden indrømmer, at hans kone og to voksne børn ikke er videre begejstrede for ideen. »Men jeg har altid været nysgerrig og vil så gerne forstå den verden, jeg lever i. Derfor er det her også et utrolig spændende projekt og en enestående chance. Og hvis jeg forsøger at gennemføre mine feltstudier så nænsomt som muligt tror jeg på, at mit besøg kan hjælpe mere end det gør skade«.