Havene er ved at blive sure. Ikke mopsede i den menneskelige forstand, men deres indhold af syre stiger langsomt i takt med, at mennesker slipper mere af drivhusgassen CO2 ud i atmosfæren. Det er nemlig ikke kun i atmosfæren, at CO2 fra afbrænding af kul olie og gas skaber problemer. Godt halvdelen af den ekstra CO2, som mennesket har sluppet ud i atmosfæren i de seneste par hundrede år er optaget i havene. Her bliver de mange milliarder tons CO2 til kulsyre. Og selv om det afbøder drivhuseffekten i atmosfæren, skaber det helt nye problemer i havene. Koraller kan ikke bygge Resultaterne kan ses af havbiologer, der allerede nu konstaterer, at koraller, snegle og plankton visse steder lider under det sure vand. På grund af syren kan de ikke danne de små skaller af kalk, som de lever i. Havbiologen Richard A. Feeley fra Pacific Marine Environmental Laboratory i Seattle mener, at mængden af frit kalcium i havene vil være reduceret med mellem 25 og 45 procent ved udgangen af 2010. Vi har længe vidst at havene sugede CO2 til sig. Men først i 2004 da klimaforskeren Christopher L. Sabine i en rapport offentliggjort i tidsskriftet Science fastslog, at næsten halvdelen (48 pct.) af den udledte CO2 blev optaget i oceanerne, fik vi et egentligt størrelsesforhold. Han anslog, at verdenshaverne i perioden mellem 1800 og 1994 har optaget 118 milliarder tons kulstof (der sammen med ilt danner CO2) fra luften. Umiddelbart har det været opfattet som en hjælpende hånd til os, der lever på land. det har nemlig bremset en del af drivhuseffekten. Men meget tyder på, at havene er ved at have nået deres grænse og nu kan begynde af udsende CO2 i stedet for at optage det. Klimaændringer afhænger af havet Om det er ved at ske, og i hvor stort et omfang er hvad, havbiolog Katherine Richardson fra Århus Universitet og kollegaer fra Københavns Universitet, Dansk Meteorologisk Institut, Danmarks Miljøundersøgelser og Forskningscenter Risø - stort set alt hvad, der kan krybe og gå inden for dette felt i Danmark, som hun siger - skal undersøge på Galathea 3 ekspeditionen. »Man vil aldrig kunne forstå klimaforandringerne, og hvad der sker med CO2 i atmosfæren, uden at forstå, hvad der sker i det øverste lag i havet og mellem havet og atmosfæren«, siger Katherine Richardson. Målinger Jorden rundt Når FNs Klimapanel, IPCC, anslår, at den globale opvarmning over de næste 100 år betyder temperaturstigninger på mellem 2 og 6 grader, så er det tal med en kæmpe stor usikkerhed. En af grundene til, at eksperterne ikke kan være mere præcise, er, at man ikke ved nok om netop udvekslingen af CO2 mellem havene og atmosfæren. Richardsons projekt skal undersøge de forhold ud fra forskellige metoder. Den ene metode gennemføres af folkene fra Risø, der vil måle den rent faktiske udveksling af CO2 mellem havet og atmosfæren. De kan ved at analysere vandet måle, om havet er klar til at optage eller afgive CO2. »En gang i mellem får vi målinger fra lokale farvande om disse forhold. Men det gode ved Galathea-projektet er, at vi får lejlighed til at måle med brug af ensartede metoder og udstyr ude på de åbne oceaner, hvor vi endnu ikke ved så meget om disse forhold«, forklarer Katherine Richardson. En anden fordel er, at projektet, der er med på hele turen Jorden rundt, kan sammenligne målinger fra en lang række steder verden over. Grønlandshavet suger Koldt vand kan indeholde mere CO2 end varmt vand. Derfor vil havet afgive CO2 i områder, hvor koldt bundvand stiger op til overfladen og bliver varmet op, hvilket især sker i nærheden af ækvator. Det er en ren fysisk-kemisk proces. Men Katherine Richardsson vil også måle på de biologiske faktorer. Eksempelvis optager havet mere CO2 i områder med mange planter, hvilket skyldes, at planter, der forbruger CO2 fra vandet til fotosyntese, efterlader rum til, at havet kan optage mere CO2. Derfor er Grøndlandshavet eksempelvis meget interessant. Dels fordi det indeholder meget planteaktivitet, og dels fordi vandet er meget koldt og derfor synker til bunds. Bliver kulstof fanget? Studiet af planterne i havet er også interessant ud fra en anden betragtning, forklarer Katherine Richardson. For hvis planterne bare går i forrådnelse i overfladelaget, og nedbrydes af bakterier, kommer CO2 ud igen tilbage til atmosfæren. Derimod hvis de synker til bunds, eller bliver spist og så synker til bunds i fækalier eller andet, så kan kulstoffet blive 'fanget' i havet i stedet for at ryge tilbage til atmosfæren. Derfor er et af formålene med projektet at udregne, i hvor høj grad hele fødekæden bidrager til at fastholde kulstof i havet. »Det, at vi medtager planternes betydning for udvekslingen af CO2, betyder, at vi får hele biologien med i undersøgelsen. Vores mål er at forstå hvilke processer, der er vigtige for optagelse og afgasning af CO2, både kemisk, fysisk og biologisk«, siger Katherine Richardson. Kalken forsvinder Forskerne regner som sagt i dag med, at havene indtil nu har optaget halvdelen af den ekstra CO2 som mennesket har udledt i atmosfæren. Sådan bliver det ikke ved. Havene vi ikke fortsat optage så meget. I havene bliver CO2 optaget i kalk. Og langt det meste bliver bundet i mikroskopiske dyrs kalkskaller. Der er tale om kæmpekolonier af smådyr, der danner hele kalkbanker på havbunden, når de dør og falder til bunds, hvor det så at sige ligger indkapslet. Problemet er at disse organismer kan ikke danne deres kalkskaller, hvis havet bliver mere syrligt, hvilket der allerede i dag er tegn på. »Det vil sige at hele vores kredsløb i havet er truet, netop fordi der kommer så meget kulstof ind i havet. Så vi kan ikke regne med at havet kan blive ved med at optage så meget. Det kan faktisk begynde at spytte CO2 ud igen, hvilket vil give kæmpe bagslag i vores beregninger om, hvordan det kommer til at gå med CO2 i atmosfæren«, siger Katherine Richardson. Udstyr går i stykker Richardsons frygt er dog i første omgang af mere praktisk karakter nemlig håndteringen af alt det måleudstyr, der skal med på turen. »Det bliver et logistisk mareridt, fordi udstyr har det med at gå i stykker«, siger hun. Holdet, der på skift er med på hele turen, medbringer måleudstyr til at måle CO2 i luften, pumper, der kan måle indholdet af CO2 samt mængden af plantebiomasse i vandet. De måler også, hvilket potentiale plantematerialet har for at lave fotosyntese. De måler gennem vandsøjlen: ilt, lys, CO2. Forskerne kan ved at måle på stabile isotoper se, om den kvælstof, de fanger, stammer fra atmosfæren eller fra vandet. »Du vil blive overrasket over, hvor meget der kan gå i stykker her. Det med at komme med på ekspeditionen var den nemme del«, siger hun.