Hvis Bambi bor i Walworth County i den amerikanske delstat, Wisconsin skal han passe på. Siden et eksemplar af den lokale hjortebestand sidste år fik konstateret sygdommen Cronic Wasting Disease (CWD) - også kaldet hjortegalskab - er hjortene blevet jaget som aldrig før. Her op til jul har delstatsmyndighederne i Wisconsin dannet specialhold bestående af professionelle jægere og lokale jordbesiddere, som skal jage hjorte om natten ved hjælp af kunstigt lys. Det sker ifølge Robert J. Manwell fra Styrelsen for Naturressourcer og Dyreliv i Wisconsin, for at bekæmpe den epidemi af CWD, der har bredt sig tværs over Midtvesten og nu truer med at ødelægge delstatens hjortebestand. »Vi bliver nødt til at tynde ud i hjortene. Hvis ikke vi gør det vil Wisconsins samlede hjortebestand kollapse om syv år«, siger Manwell, og pointerer, at det ville være en katastrofe for Wisconsins turistindustri, der omsætter for 6 milliarder kroner om året. Smitter fra dyr til dyr Nedskydningen af tusindvis af Wisconsins sygdomsramte hjortebestande gennemføres ud fra devisen om at jo længere afstanden er mellem hjortene, jo mindre breder smitten sig. Statistikken viser, at udbredelsen af CWD stiger i takt med tætheden af hjorte i et givent område, og det indikerer at sygdommen smitter fra hjort til hjort. Hvordan det går til, er endnu ikke helt fastlagt. Men undersøgelser er i gang som skal vise, om hjortene kan overføre sygdommen ved direkte kropskontakt eller eventuelt indirekte via afføring eller urin. En af teorierne går på, at den syge hjort f.eks. igennem sin urin spreder de sygdomsfremkaldende prionproteiner i græsset, som så senere spises af en anden hjort. Hjortegalskab er en artsbestemt udgave af prionsygdommen, TSE (på dansk: smitsom svampeformet hjernesygdom), der ligesom kogalskab i køer er særlig ved, at den overføres og forsages af proteiner - de såkaldte prioner - frem for virus eller bakterier. »Prionsygdomme kan overføres gennem føden. Vi ved fra studier i andre dyr, at det enkelte prion kan optages igennem mavetarmvæggen og bliver transporteret med immunforsvarsceller frem til lymfekirtlerne, for derefter via nervesystemet at gå ind i rygraden for til sidst at ende i hjernen. Det er en lang rejse som i hjorte kan tage helt op til 3 år«, forklarer Adriano Aguzzi, professor i neuropatologi ved Zürich Universitetshospital og leder af det nationale schweiziske videnscenter for prionsygdomme. Den lange inkubationstid gør at det er meget svært, at finde frem til hvorfra sygdommen spreder sig. Første gang man identificerede CWD var i 1967 i en elg ved en forsøgsstation i Fort Collins i Colorado. I 1980'erne spredte sygdommen sig i et større område i Colorado samt til Wyoming, før den i 1990'erne kom til Nebraska og South Dakota. I 2002 kom så chokket, da sygdommen pludselig sprang over Mississippi og spredte sig til Wisconsin. Ingen syge mennesker Sygdommen er 100 procent dødelig for hjorte, som kogalskab er for køer. Derfor er der frygt for, at mennesker kan være smittet ved at spise vildt. Der er dog ingen kendte tilfælde af dødsfald blandt mennesker, som er forsaget af prioner overført fra hjorte via fødevarer. Men, ifølge Adriano Aguzzi, betyder det ikke, at risikoen er væk. »Vi ved fra forskning i prionsygdomme og fra de 140 unge briter, der døde af Creutzfeldt-Jakobs sygdom efter kogalskabsepidemien i England, at sygdommen også kan smitte fra art til art, blot langt mindre effektivt«, forklarer Adriano Aguzzi. Han mener, at europæerne bør tage hjortegalskaben mere alvorligt. »Selvom vi ikke har haft nogle tilfælde af hjortegalskab i Europa, bør vi overveje at begynde at screene bestandene for sygdommen«, siger Aguzzi, der rådgav Europakommissionen om prionsygdomme under 1990'ernes udbrud af kogalskab i Europa. I Danmark er kendskabet til sygdommen begrænset. Men skal man tro skovfoged i Dyrehaven Torben Christiansen, er der ingen grund til bekymring. Hans bestand på 2.000 stykker vildt er sund. »Hvis en hjort står og ser sølle ud med våd og fedtet pels, bliver den skudt«, siger Torben Christiansen og forklarer, at de nedlagte syge dyr og alle de dyr, der ser ud til at være døde af en sygdom, bliver sendt til Landbohøjskolen for videre undersøgelser. I sidste instans ender prøver fra syge dyr på dyrlæge Anne Sofie Hammers bord på Statens Serum Laboratorium i Århus. »Når vi undersøger materiale fra de syge hjorte tester vi også for CWD eller hjortegalskab. Så vi er opmærksomme på sygdommen, selvom vi ikke tester hjortebestandene systematisk, som de er de gået i gang med i Tyskland«, siger hun.