Britiske forskere vil give børn to biologiske mødre

Lyt til artiklen

I dag 'Far, mor og børn'. I en ikke al for fjern fremtid måske 'Far, mor, mor og børn'. Forskere i Storbritannien har søgt de britiske myndigheder om tilladelse til at påbegynde eksperimenter, som - i fald de lykkes - vil resultere i børn født med tre biologiske forældre, skriver den engelske avis The Observer i sin søndagsudgave. Genetiske sygdomme Det er ønsket om at forhindre, at mødre med bestemte genetiske sygdomme giver disse sygdomme videre til deres børn, der ligger bag ansøgningen fra forskere ved universitetet i Newcastle. Sygdommene knytter sig til de såkaldte mitokondrier, som populært sagt er små kraftværker, der forsyner cellerne med energi. Mitokondrierne indeholder deres eget dna - og dermed deres egen arvemasse - som kan være muteret og beskadiget og dermed bærer af cirka 50 forskellige sygdomme. Også de menneskelige ægceller indeholder mitokondrier, som sørger for den energi, der skal til, for at det befrugtede æg kan vokse. Hvis mitokondrierne i ægcellerne indeholder muteret dna, risikerer barnet at blive født med en mitokondrie-sygdom, som i visse tilfælde kan resultere i alvorlige hjerneskader. Det skønnes, at cirka 1.000 mennesker i Storbritannien lider af sygdomme, der skyldes mutationer i mitokondrierne. Kun kvinder giver sygdommen videre Det er kun kvinder, der kan give disse sygdomme videre til kommende generationer. Teorien bag de britiske forskeres ansøgninger er derfor, at man kan undgå sygdommene ved at tage cellekerner fra et embryo - et op til 12 uger gammelt foster - hvis mors mitokondrier er beskadiget, og implantere disse cellekerner i et sundt donoræg, som er blevet renset for cellekerner. Dermed vil det kommende barn have to biologiske mødre. En, som har leveret cellekerner. Og en, som har leveret æg. Eksperter advarer De britiske forskeres ansøgning har fået flere eksperter til at advare om konsekvenserne. »Ved at skabe et barn med i genetisk forstand tre forældre tager disse videnskabsmænd det første skridt mod den genetiske skabelse af menneskelige væsener. Det er ikke en retning, vi bør bevæge os i«, siger dr. David King, som er direktør for Human Genetics Alert, til The Observer. Human Genetics Alert er en græsrodsorganisation, som holder et vågent øje med udviklingen inden for genteknologien. Amerikansk forsker fik nej Tidligere har en amerikansk forsker fået nej til tilsvarende forsøg i USA. Han gennemførte derefter et forsøg i Kina, hvor en kvinde blev gravid med tvillinger efter denne metode. Hun aborterede imidlertid. »Disse nye teknikker med reproduktiv teknologi, som involverer mere og mere manipulation med embryoer, er potentielt meget risikable for barnet«, siger David King. En af forskerne fra universitetet i Newcastle, professor Doug Turnbull, forsvarer projektet med, at der i øjeblikket ikke findes nogen form for behandling af børn med mitokondrie-sygdomme. »Børnene er ofte meget syge og med en ringe livskvalitet«, siger han. Ifølge forskerne vil der gå mindst tre år, før behandlingen i givet fald vil være en mulighed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her