»Vores besvimelsesrate er relativt stor«, siger museumsinspektør Camilla Mordhorst. Vi er på vej ind i et af de rum, som til daglig ikke er åbent for museets gæster, men som hvert år bliver åbnet til Kulturnatten. »Der er som regel nogen, som må ud og sidde på trappen og få farven tilbage i ansigtet, efter at de har været herinde«. Rummet er fyldt med, hvad der i museets termer hedder menneskelig variation, men hvor det mest rammende ord nok er freakshow. Misdannede fostre Her står to skabe fyldt med misdannede fostre side om side i hvert sit glas fyldt med sprit og formaldehyd. Her er fostre med to hoveder. Fostre, hvor hjernen vælter ud af baghovedet, da kraniet aldrig lukkede sig. Havfruer, som er fostre, hvor den menneskelige variation satte en stopper for benene, og hvor kun en hudflap hænger ned som en anden havfruefinne. Der er en kyklop, altså et foster med ét stort øje placeret lige over næsen. Der er kæmpefostret, som nærmest ser lidt vred ud over, at han er blevet sat i et alt for lille glas. Og endelig er der Martha-Marie, en stakkels siamesisk tvilling, som faktisk overlevede i 12 dage, før hun, eller rettere de, måtte bukke under for de luner, som den menneskelige variation tilførte hende. 200 år gamle Der er dog ingen af os, som må ud på trappen og sidde, for selv om det lyder chokerende, så virker det hele også meget sterilt og rent. Og fostrene er helt hvide og ser ud, som om de er lavet af plastik. Det hjælper også lidt på det hele, at de er næsten 200 år gamle. Fostrene kaldes for den saxthorpske samling, da det var en læge ved navn Mattias Saxthorp, der i begyndelsen af 1800-tallet samlede dem sammen til undervisningsbrug. I dag er samlingen unik, da moderne teknik gør, at fostre med den slags deformiteter bliver opdaget meget tidligt og for det meste fjernet, før de bliver født. »Det viser jo noget om, hvor beskyttende den kvindelige livmoder er. Det er først, når de kommer ud, at de ikke kan overleve«, siger Camilla Mordhorst. Lægevidenskabens udvikling Rummet med fostrene er kun en lille del af Medicinsk Museion. Resten af udstillingerne er bygget op, så man får et indblik i, hvordan lægevidenskaben har udviklet sig. Og det er skræmmende. Normalt når man besøger museer, bliver man imponeret over, hvad vore forfædre har været i stand til. At lave bue og pil af simple materialer, at kunne flække en flintesten, så den kunne bruges som økse, og så videre. Sådan har man det bestemt ikke, når man ser, hvordan lægerne for få hundrede år siden opførte sig. »Grundlæggende kan man sige, at kom man i kontakt med en læge, så var man død. Men nogle gange kunne man jo være heldig, at lægen var kommet til at dyppe saven i kogende vand før en amputation«, siger Camilla Mordhorst. Røg i numsen Men lægerne havde også svære odds. Først i 1500-tallet tillod kirken, at man dissekerede lig, så før den tid vidste man ikke rigtigt, hvordan vi så ud indeni. Meget bedre blev det dog ikke i de næste 300-400 år, der fulgte, hvor man holdt stædigt fast i en tankegang om, at vi havde det godt, hvis der var balance mellem vores fire væsker. Blodet, den gule galde, den sorte galde og slim. Således viser museet en masse forskellige instrumenter til at holde styr på væskerne. F.eks. et apparat, der kunne puste røg ind i numsen, så man efterfølgende kunne komme af med den sorte galde, hvilket man også kunne vælge at kalde tyndskid. Der er diverse apparater til at tappe folk for blod og sågar en metalstøvle, der kunne presse foden sammen, så væsken blev skubbet op i hovedet. Den gule galde kom man af med ved at lave et beskidt sår, der gik betændelse i, så troede lægerne, at det var den gule galde, der væltede ud af kroppen. Hjerte i en spand Først da man omkring år 1900 fandt ud af at bedøve folk og sterilisere de redskaber, man brugte, begyndte lægerne at opleve en vis succes. Lige for øjeblikket er Camilla Mordhorst i gang med at tilføre museet nogle flere legemsdele. F.eks. har hun lige været ude på Panuminstituttet og hente et hjerte. Det blev kørt til museet i en spand, og skal nu gøres klar til at blive udstillet. »Vi har så mange ting, der viser sygdomme. Jeg kunne godt tænke mig flere ting, der viser, hvordan tingene ser ud, når de er helt normale«. På spørgsmålet om, om det ikke er at gå for tæt på, når man udstiller ting fra nyligt afdøde mennesker, svarer Camilla Mordhorst. »Det er jo anonymiseret. Vi kunne jo ikke have Ove Sprogøes hoved her, men vi kunne godt have hans fod, hvis ingen vidste, hvor den kom fra«. Netop afdøde Ove Sprogøe har doneret sin krop til lægevidenskaben.