Egypterne mumificerede millioner af pattedyr, fugle og reptiler. Alene antallet har givet anledning til at tro, at de blev klargjort mindre omstændeligt end afdøde familiemedlemmer af menneskelig natur. Altså at de blot er blevet svøbt i groft linned og/eller dyppet i harpiks. Men kemiske analyser viser nu, at dyremumierne har været klargjort ved hjælp af mindst lige så komplekse balsameringsmetoder som dem brugt på mennesker, skriver det videnskabelige tidsskrift Nature. Richard Evershed og hans kollegaer fra University of Bristol har analyseret fire mumier; en kat, to høge og en ibis, der blev balsameret i tiden mellem 818 og 343 før vor tidsregning. Samme metode som med mennesker Holdet benyttede teknikkerne kromatografi og massespektrometri for at finde frem til hvilke kemikalier, egypterne havde benyttet. De fandt en overvældende mængde af organiske substanser herunder bivoks, eukalyptus, planteharpiks og olier. Alle substanser, der også blev brugt til menneskelig balsamering. Bivoks er et antisvampemiddel og holder samtidig vand ude. Vandskyende var også de vegetabilske olier, mens den antimikrobielle harpiks fra nåle- og pistacietræer har hjulpet med at forhindre kroppens forfald. Eukalyptus har sikkert været brugt til at klistre bandagerne sammen. Spor efter bitumen (asfalt) blev også fundet, hvilket kan have bidraget til den vandskyende effekt, men kan også have været brugt til at farve mumierne sorte. Sort repræsenterede liv i det gamle Egypten, oplyser Evershed. Hemmeligt håndværk Den græske historiker Herodot beskrev tre grader af menneskelig balsamering delt op efter omkostninger og kompleksitet. Den fineste behandling inkluderede udtagning og tørring af organer og omvikling af kroppen i specielt behandlede bandager. Fra mindre sofistikerede studier har man troet at dyr fik andenrangsbehandling uden den omfattende tørring af organerne. Men det er umuligt at sige præcist, hvad der er foregået, siger Evershed. Balsamering var et hemmeligt håndværk, hvilket blev praktiseret af professionelle bag lukkede døre. Og rapporterne fra Herodot er skrevet efter den store bølge af egyptisk mumificering havde toppet. Derfor er det svært at vide, hvor præcise Herodots beskrivelser er.