I havet ud fra Guinea stødte Greenpeace-skibet Esperanza i april i år på et område nær kysten, hvor 10-12 kinesiske fiskertrawlere lå for anker. Det var fiskerbåde uden licenser, nedslidte fartøjer med huller, man kunne stikke en knytnæve igennem. Ribbet for alt andet end det mest nødvendige fiskerudstyr. Bådene var ikke i gang med at fange noget. Der var nu så få fisk tilbage i området, at den virksomhed, der ejede bådene, ikke ville betale for at få en ny besætning ombord. »Det var et ynkeligt og forfærdeligt syn. Besætningerne fortalte os, at de var blevet ladt i stikken uden noget kommunikationsudstyr, uden at vide, hvornår der kom mad frem«. »De var løbet tør for fisk at spise og drikkevand. Det lignede slaveri. Virksomheden havde inddraget deres pas og havde dem i hovedkvarteret i Las Palmas på De Kanariske Øer«, fortæller Sarah Duthie, senior kampagnechef for Greenpeace, der var ombord på Esperanza. Snupper de lokales fisk Esperanza havde indtil da registeret 63 fiskerbåde med fremmed flag på sin patruljering af farvandene inden for Guineas 200-mils grænse - vande Guinea ideelt set bestemmer over. 19 af skibene var slet ikke autoriserede til at fiske. Yderligere 22 havde tidligere været involveret i piratfiskeri. Ni kunne ikke identificeres - deres navne var ikke at se eller blev hastigt dækket til, da Esperanza nærmede sig. Yderligere otte - ligeledes uidentificerede skibe - fiskede helt inde bag Guineas 12 mils-grænse, der er forbeholdt lokalt fiskeri med gamle fangstmetoder. Det er stjålen mad Piratskibenes fangstmetoder er langt fra økologiske. »Det er ofte destruktive fiskemetoder. Et kinesisk skib, Lian Run 14, der fiskede uden licens, brugte et fangsttrawl, hvor 70-80 procent af fangsten var bifangst, fisk der blev smidt døde eller døende overbord igen«, siger Sarah Duthie. »Det er afrikansk mad, der bliver stjålet. Det er deres livsgrundlag, der bliver fjernet«. Skjuler deres spor Vestafrika er den eneste region i verden, hvor konsumeringen af fisk er faldende. Guinea har ingen resurser til at forfølge piraterne i sit område. Piraterne gør alt for at slette deres spor. Tildækningen af navnene er almindelig praksis for piratfiskerne, der sejler under bekvemmelighedsflag for at undgå deres hjemlands fiskeriregler. Navnene skiftes hyppigt, gerne midt på havet, og mange piratfiskere kommer aldrig i havn. Forsyninger bliver bragt om bord på havet, besætningerne skiftes ud på havet og fiskene lastes over på køleskibe på havet, hvor de blandes med legitim fangst. Ender på europæiske tallerkener Det er en slags hvidvaskeri, som Greenpeace mener, europæiske virksomheder tager del i ved ikke at kræve nok dokumentation af deres leverandører. Las Palmas på de kanariske øer er et af de store indskibningssteder for piratfangster, der i sidste ende kan lande på danske tallerkener. Her gør man for lidt for at stoppe piratfiskeriet. »Myndighederne bør sørge for, at reglerne bliver overholdt. På Las Palmas må man nægte at hvidvaske piratfisk - hvis skibe ikke kan bevise, at fangsten er legal, så skal de nægtes ret til at lande fiskene og retsforfølges. Og supermarkederne skal sikre sig, at de fisk, de modtager, er legale og at de ikke er en del af problemet«, siger Sarah Guthie. Også i danske farvande? Piratfiskeriet er et globalt fænomen. Blandt andet patruljerer skibet Artic Sunrise på mere hjemlige breddegrader: Det baltiske hav. Det anslås, at 20 procent af alle fisk i verden landes ved piratfiskeri.