De nye forskere der kom om bord på Vædderen i Broome er meget optagede af sne - marin sne. Peter Tiselius er ankommet med en hjemmelavet jernkonstruktion af et kamerastativ, som han sænker ned i vandet. Et videokamera optager små genstande dernede, og han søger især efter marin sne - klumper af snask, der daler mod bunden. Filminteresserede kan måske huske de store mængder af marin sne, der var på mange af undervandsoptagelserne i Hollywoodfilmen Titanic. Professor Thomas Kiørboe søger også sne med kamera. Men i stedet for at sænke kameraet ned, hiver han vand op fra havet i et specialbygget akvarium, der er lavet til denne tur. I dag var det 40 meter nede. Akvariet sænkes ned i vandet på den lange led helt åbent i begge ender, så vandet uforstyrret strømmer igennem. På den aftalte dybde lukkes enderne fuldstændigt, og har dermed isoleret en søjle vand, som den ser ud nede i vandet. Oppe på skibet kan han så filme indholdet af alger, dyr og marin sne gennem akvariets plexiglassider. Det kan lyde som indlysende metoder, at undersøge den marine sne på. Det er bare aldrig gjort før. Faktisk blev sneen først opdaget som interessant af nogle japanere i 50'erne. Men det er ikke mere end godt 15 år siden, det så småt gik op for havbiologerne, hvor vigtig sneen i virkeligheden er. Thomas Kiørboe's akvarium viser hvorfor: Han fanger et fnug i kameraets linse. Vil følger det på farveskærmen. Det er stort - måske et par centimeter på hver led, og som det langsomt daler, ligner det nærmest et stort forgrenet og vattet eller geleagtigt moderskib, der svæver langt ude i universet. Små bitte rumskibe pisker til og fra. Moderskibet er snefnugget, og det kan enten bestå af partikler, der er klasket sammen, eller som i dette tilfælde af et forladt slimet hus fra en halesøpung - et lille bitte dyr, der bruger huset til at indsamle partikler, som det siden spiser. Den bygger og forlader flere huse om dagen, der alle bliver til marin sne. Nu bliver det forladte hus beboet af bakterier og smådyr. Bakterierne tilfører huset enzymer, der får det til at gå lidt i opløsning. Dermed trækker det begyndende snefnug et kemisk spor efter sig på sin vej ned, som tiltrækker flere og flere smådyr og vandlopper. Nogle sætter sig til rette, andre pisker frem og tilbage som rumskibe til moderskibet. Omkring snefnugget opstår et helt eget samfund. Det har man aldrig tidligere kunnet se, fordi havbiologer traditionelt arbejder med net og mikroskop. Når et net samler et fnug op, klasker det bare sammen og forsvinder. Livet om snefnugget kan kun studeres i dets eget element. En ting er at prøve at forstå økosystemet omkring sådan et snefnug. Et andet er at beregne betydningen af snevejret. Marin sne har et stort ansvar for transporten af kulstof mod bunden - det transporterer sandsynligvis broderparten af den CO2, der strømmer fra atmosfæren mod bunden af oceanerne. Hvor meget, der dumper ned med de hurtigt dalene snefnug, og hvor meget der gasser op igen, afhænger af, hvor meget der bliver spist af fnugget. For hver gang, der bliver spist en bid, afgiver dyret CO2, der så ryger op igen. Formlen for det regnestykke begynder med et kig gennem Thomas Kiørboes og Peter Tiselius' kameraer.