Vi spiser dens forældre med røræg, purløg og snaps. Men hvad spiser den selv, den lille ålelarve? Og det pudsige er, at det er der ingen der rigtig kan svare på. Pudsigt fordi den jo er et af verdens mest gennemsigtige dyr. Det vil være synd at sige at den gemmer på noget - heller ikke føden, der ligger frit til skue i dens lange tarm lige under et væld af ribbenslignende myomerer eller muskelbånd. Den er blød som en gople. Nu har Peter Grønkjær fanget dem hele vejen fra Cape Town til Australien. Hver gang han trækker et net gennem vandet kommer de med op. De er meget svære at se for de ligner det, de ligger på. De er 92 procent vand og som regel døde ved ankomst. Nogle af dem er grimmere end andre. Alle har de små spidse tænder. Nogle er muræne-ålelarver og rigtig grimme, andre som den på billedet er havål, som man i en voksen udgave også finder i Danmark. Ålelarver adskiller sig fundamentalt fra andre former for fiskeyngel. De udvikler sig langsommere og gennemlever helt andre stadier. Mens fiskeyngel gennemlever en udvikling, hvor den udklækkes, bliver larve og ungfisk på mellem 14 dage til tre måneder så kan ålelarven være ålelarve i mange måneder, enkelte op til et år inden, den bliver glasål - stadiet inden voksenål. Der findes også bestemte fiskearter, der begynder tilværelsen som ålelarver. Men ellers ved man ikke så meget om dem. Peter Grønkjær kan ikke en gang sige nogen lunde hvor gammel eksemplaret på billedet er. Normalt har en fisk en øresten og på den kan man tælle hvor gammel den er som man tæller ringe i et træ. En ring er en dag hos en fiskelarve. Men ålelarven vokser så langsomt, at ringene flyder sammen, og da det har ikke været muligt at opdrætte dem på nogen måde (vi ved jo som nævnt ikke hvad de spiser), har vi ingen erfaring med hvor store de er på hvilket alderstrin. En enkelt bestemt art er dog undtaget, idet nogle japanske forskere har fået en ålelarve til at spise en særlig opløst masse af haj-æggeblomme, oplyser Peter Grønkjær. Mysteriet har fået nogle forskere til at mene, at den ikke spiser, men simpelthen optager opløst organisk stof gennem kroppen, der kun er tre celler tyk. Men det tror Peter Grønkjær ikke helt på. En af de forhold, der taler i mod, er larvens velvoksne tænder, der, i modsætning til resten af dyret, ikke er geleblødt, men ganske hårde. Et andet forhold er at Peter Grønkjær forleden fandt et eksemplar med en grøn plamage i tarmen. »Det er umuligt at se hvad det er«, siger han uden dog at give op af den grund. Der er måder til at nærme sig gåden om tarmindholdet. Dels kan han se på fedtstoffet i ålelarven om det svarer til fedtstoffet i nogle af de dyr, han tror, den spiser. Det kan være en halesøpung eller nogle andre organismer, der sidder på den såkaldte marine sne. Han undersøger også dyret for at få en ide om forholdet mellem let og tungt nitrogen. Er der meget tungt nitrogen er det et tegn på at den er et rovdyr. Senere på Galatheaekspeditionen kommer ålelarverne for alvor i søgelyset, da forskerne vil forsøge at fange en gydemoden ål i Sarragassohavet - en bedrift ingen tidligere har gjort på trods af, at de fleste åleeksperter mener, at alle danske ål gyder der for siden at vende tilbage til Danmark.