Nasa-satellitten sætter kurs mod Jorden i nat ved midnatstid. Sådan lyder de foreløbige meldinger fra astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe-instituttet.
»De seneste tal, jeg har set, viser, at det sker mellem klokken 22 og 02 dansk tid. Satellitten kredser stadig rundt om jorden«, siger han.
Den tonstunge satellit bevæger sig stadig i sin bane rundt om jorden, men vil altså på et tidspunkt komme så tæt på jorden, at den kommer ud af kredsløbet og hastigt vil begynde at styrte.
Det meste af satellitten vil brænde op i atmosfæren, og kun en lille del vil fortsætte mod Jorden.
Nasa anslår, at rumskrottet vil ramme Jorden mellem den 57. nordlige og 57 sydlige breddegrad - eller med andre ord et sted mellem Limfjorden og den sydlige spids af Sydamerika.
LÆS ARTIKEL
Danmark har ingen planer for satellitstyrtSelvom man nu har en idé om, hvornår stumperne fra satellitten vil ramme Jorden, kan tidspunktet stadig nå at ændre sig, forklarer Michael Linden-Vørnle.
»Cirka 20 minutter før, den falder ned, vil man have en bedre idé om, hvor stumperne cirka vil regne ned«, siger han og fastslår, at man følger satellittens rute løbende og vil kunne sige noget mere præcist om tidspunktet senere i dag.
Det meste brænder op
Heldigvis behøver danskerne ikke holde sig indenfor i aften af frygt for at få dele fra satellitskrottet i nakken.
Den amerikanske rumadministration har oplyst, at i alt 26 ikke-brændbare dele fra satellitten formentligt vil ramme jorden, mens langt det meste af den tunge sag vil brænde op i atmosfæren på vej mod jorden.
Men 26 stumper fra Nasa-satellitten udgør altså heller ikke den store risiko.
Ifølge videnskabsmænd fra Nasa er risikoen for, at satellitten rammer et menneske et eller andet sted på jorden, 1 til 3200. Ser man på risikoen for, at du lige præcist bliver ramt, så er den 1 til 22 billioner. Med andre ord er risikoen meget, meget lille.
ritzau
fortsæt med at læse


























