Det er blot to uger siden, at Nasa med stor succes fik landet køretøjet Curiosity på Mars.
Men det amerikanske rumagentur er allerede klar med en ny mission, der kan tage over fra 2016.
Planen er således at sende rumfartøjet InSight til Mars. Med sig vil InSight have instrumenter, der kan undersøge Mars' indre. Forskernes mål er således at blive klogere på, hvordan klippeplaneter er opstået - herunder også Jorden.
'Marsskælv' og Mars' kerne
Seismisk udstyr vil være en del af bagagen, når InSight landes - det skal blandt andet bruges til at lytte efter 'marsskælv'. Disse informationer kan give forskerne viden om, hvor grænserne går mellem de forskellige klippelag i Mars' indre.
Samtidig håber forskerne at kunne få klarhed over, hvorvidt Den Røde Planet har en flydende eller fast kerne, samt hvordan det kan være, at Mars' overflade ikke er opdelt i tektoniske plader, som vi kender det fra Jorden.
Robot har undersøgt det første lille stykke MarsJohn Grunsfeld, der leder Nasas forskningsenhed oplyser til BBC, at man gennem knap tre årtier har arbejdet med at fremstille det rette udstyr til en sådan mission.
Nu er man så omsider lykkedes med at finde udstyr, der også prismæssigt er forsvarligt at sende afsted.
Overfladen på Mars har klare tegn på, at Den Røde Planet tidligere har været langt mere geologisk aktiv. Resterne af den største vulkan i solsystemet kan således ses på Mars. Hvornår og hvorfor disse aktiviteter stoppede, vides ikke, men svarene på disse spørgsmål har klar sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt der har været liv på Mars.
fortsæt med at læse



























