Et lille stykke af Mars 'lander' i København

METEORIT. Statens Naturhistoriske Museum har fået et stykke af en klippestykke fra Mars. Den sorte skorpe skyldes varmepåvirkningen fra meteorittens tur ned gennem atmosfæren.
METEORIT. Statens Naturhistoriske Museum har fået et stykke af en klippestykke fra Mars. Den sorte skorpe skyldes varmepåvirkningen fra meteorittens tur ned gennem atmosfæren.
Lyt til artiklen

Fra i morgen behøver interesserede ikke at tage på rumfærd for at se på Mars. De kan såmænd nøjes med et togt til Øster Voldgade i København.

Her udstilles et undselig, men uhyre sjældent stykke af den røde planet, når en del af marsmeteoritten Tissint nu fremvises for gæsterne på Statens Naturhistoriske Museum.

Meteoritten bragede ifølge museets oplysninger ned over det sydlige Marokko 18. juli sidste år, hvor en kraftig ildkugle afslørede, at en gæst fra Mars var på vej ned gennem atmosfæren.

LÆS OGSÅ Nasa finder resterne af et gammelt vandløb på Mars

Det tog flere måneder at lokalisere stumperne af meteoritten, som er noget nær enestående: Der er blot faldet fem meteoritter fra Mars ned på Jorden i nyere tid.

'Friske' marsstykker er uhyre sjældne

Dermed er de særdeles attraktive for forskerne, der ellers udelukkende har haft 'gamle' marsmeteoritter at arbejde med. De hidtidige er landet for tusind år siden og er dermed langt mere påvirkede af omgivelserne på Jorden - 'forurenede', om man vil - end de nye.

»Mars er den eneste anden planet, vi kender til, hvor det kan tænkes, er der har været og måske endda stadig findes liv. Samtidig er Mars den eneste anden planet, vi har prøver fra. Men trods mange rummissioner til Mars er der endnu ikke bragt materiale tilbage fra vores naboplanet«, vurderer Henning Haack, der er lektor på museet.

LÆS OGSÅ Robot har undersøgt det første lille stykke Mars

»Det eneste materiale, vi har at studere fra Mars, er Mars-meteoritter. Derfor er en ny meteorit som Tissint særdeles interessant for os«, konstaterer han.

Der er fundet sammenlagt syv kilo af meteoritten. De er blevet købt af museer i Europa og i USA, men det er lykkedes det danske museum at erhverve et stykke af marsstykket.

Det har kostet hen ved 750.000 kroner, som museet har skaffet via gaver fra to fonde.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her