Nærgående asteroide kommer så tæt på jorden, at du kan se den i kikkert

Flyvs. 'Asteroid 2012 DA14' er det mundrette navn på den asteroide (den store af de to på billedet), der 15. februar passerer ualmindeligt tæt på jorden.
Flyvs. 'Asteroid 2012 DA14' er det mundrette navn på den asteroide (den store af de to på billedet), der 15. februar passerer ualmindeligt tæt på jorden.
Lyt til artiklen

Om ni dage passerer en asteroide historisk tæt på jorden.

Faktisk så tæt, at du med en almindelig stjernekikkert og gode evner for at indstille den, kan følge den flyve forbi. Det kræver dog, at du befinder dig i Østeuropa, Asien eller Australien, hvorfra 'Asteroid 2012 DA14', som det flyvende objekt mundret er blevet kaldt, er synlig.

Asteroiden er omkring 45 meter bred og har en masse på 130.000 ton. Når den er allertættest på jorden, er den 27.000 kilometer fra os.

Tæt på satellitter
For at sammenligne, er det to gange jordens diameter. Alligevel er det så tæt på os, at asteroiden vil passere inden for det bælte af satellitter, som får gps'er og vejrovervågning til at virke. Faktisk er det det tætteste, Nasa nogensinde har forudset en asteroide til at komme på jorden.

»Der er ingen risiko for, at asteroiden rammer jorden og kun meget lille risiko for, at den rammer en satellit«, siger planetforsker Don Yeomans fra Nasa.

Men hvad ville der ske, hvis sådan en sten (for det er asteroiden lavet af) ramte jorden? Ragnarok?

Nej. I hvert fald kun, hvis du stod i det område, hvor den ramte.

I 1908 slog en sammenlignelig asteroide ned i Tunguska området i Sibirien, et fjert og uvejsomt terræn, som det siden har været svært for videnskabsfolkene helt at klarlægge omstændighederne af.

Som flere hundrede atombomber
Men hvad man kunne se, da et forskerhold år senere undersøgte sagen, var, at skoven var væltet omkuld i område på størrelse med Sjælland. Forskerne har aldrig fundet fragmenter af asteroiden og heller ikke et krater. Derfor mener de, at den har været lavet af is, og er eksploderet otte kilometer over jordens overflade.

Ny sms-service fra Nasa: Se rumstationen fra din baghave

Hvor voldsom eksplosionen egentlig var, er svært at vurdere, men forskere anslår, at den har været på mellem fem og 30 megaton TNT. Det er målenheden for, hvor kraftig en eksplosion er.

Til sammenligning var atombomben 'Little Boy', der blev kastet over Hiroshima i 1945, på 16 kiloton.

Den situation skulle dog nødig gentage sig. I hvert fald ikke uden vores vidende. De kan nemlig holde øje med, og følge de forskellige himmellegemers bevægelser, så langt ud i fremtiden som 100 år.

Hallo: Er der nogen rummænd derude?

»Siden jævnlige undersøgelser af himlen begyndte i 1990'erne, har vi ikke set et så stort objekt komme så tæt på jorden«, siger Don Yeomans, som dog forsikrer, at der ingen risiko er for, at asteroiden rammer jorden.

Han forklarer, at der i gennemsnit flyver en så stor asteroide så tæt på jorden hvert 40. år, men at der i gennemsnit går mere end 1200 år mellem de faktisk rammer os.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her