Her til aften susede asteroiden 'DA14' forbi Jorden.
Med en afstand på 'kun' 27.600 kilometer til moderplaneten, var det den nærmeste asteroide af den størrelse, som Nasa nogensinde har registreret.
Helt som lovet fra Nasas side skete der ikke noget. På videokameraer og i kikkerter var det muligt at se en streg af et lysglimt, som siden forsvandt. Nu skal Nasa til at samle aftenens informationer for at danne sig et fuldstændigt billede af asteroidens form og fart.
Ny og større
Det har de sådan set tid nok til. Den næste store asteroide, som kommer tæt på jorden, er 'Apophis', som i år 2029 kommer ind på en afstand af 32.300 kilometer fra Jorden, skriver Nasa.
Til den tid vil den sætte rekorder, fordi asteroiden på 320 meter i diameter, er den største, der har været så tæt på Jorden. 'DA14' var til sammenligning 45 meter.
'Apophis' vakte en del røre, da den blev opdaget i 2004. Dengang regnede man sig frem til, at der var en 2,7 procents risiko for, at den store sten ville ramme Jorden.
Det har Nasa dog siden kunnet afvise.
Rammer heller ikke i 2036
Samme asteroide kommer forbi jorden igen i 2036, og helt frem til januar måned i år, har Nasa ikke været i stand til at sige, om Jorden gik fri i anden omgang.
»Sandsynligheden for, at vi bliver ramt, som de ser ud nu, er mindre end en mod en million. Det gør, at vi kan udelukke, at vi bliver ramt i 2036. Vores interesse for asteroiden Apophis vil være af videnskabelig karakter«, udtalte Don Yeomans, som er leder af Nasas program for objekter, der flyver tæt forbi jorden.
Altså kommer der heller ikke til at ske noget med os.
Nasa følger bevægelserne på himlen med teleskoper fra jorden, og holder på den måde øje med objekter, der vil komme i nærheden af Jorden i fremtiden.
fortsæt med at læse




























