Chokbølge fra meteor drønede to gange rundt om Jorden

NEDSLAG. Meteoritten over Ural blev registreret af et stort antal kameraer. Her ses den over Bolshoe Sidelnikovo-landsbyen nær Tjeljabinsk.
NEDSLAG. Meteoritten over Ural blev registreret af et stort antal kameraer. Her ses den over Bolshoe Sidelnikovo-landsbyen nær Tjeljabinsk.
Lyt til artiklen

Da et velvoksent klippestykke i februar bragede gennem atmosfæren og slog ned i Rusland resulterede det i en chokbølge, som røg to gange rundt om Jorden.

Det viser en undersøgelse af det brag, meteoren forårsagede og som blev registreret af måleapparater, som skal overvåge de internationale aftaler om atomprøvesprængninger.

Trykbølgen bevægede sig samlet set op mod 85.000 kilometer, inden den løjede af, viser en undersøgelse, som offentliggøres i tidsskriftet Geophysical Research Letters.

DOKUMENTATION Se russiske videoer af meteornedslaget

Ifølge forskere fra Atomenergikommissionen i Frankrig svarede energien ved braget til 460 ton tnt. Dermed er meteorbraget ifølge BBC det kraftigste siden 1908, hvor en meteor over Sibirien udløste en trykbølge, som var flere hundrede gange kraftigere end den eksplosion, atombomben over Hiroshima udløste.

Mange blev såret af glassplinter

Den meteorit, der røg ind i atmosfæren og splintredes over Tjeljabinsk ved Uralbjergene i Rusland sendte mange hundrede mennesker på sygehusene, fordi braget fik ruder - og et tag eller to - i mange miles omkreds til at blive blæst ind.

LÆS ARTIKEL Guvernør: Meteorregn har kvæstet mindst 950

Ifølge det russiske videnskabsakademi ramte meteoren jordens atmosfære med en hastighed på 54.000 km/t - hvilket er 15 gange hurtigere end en riffelkugle.

Sidenhen har russiske forskere fundet over 100 stumper af meteoritten - den største en klump på cirka 1,8 kilo.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her