Det store forskningscenter i ny nordisk mad, Opus-centret, er så begejstret for den nordiske kost, at det påvirker den forskning, der kommer ud fra centret.
Det siger flere forskere, der peger på, at det ser ud til, at det på forhånd er fastlagt, at forskernes konklusioner om ny nordisk mad skal være positive.
Opus-centret har siden 2009 undersøgt den sundhedsmæssige virkning af nordisk kost som kål, bær, rodfrugter og andre af årstidens lokale afgrøder. Men det er svært at spore en kritisk tilgang i forskningen, siger Gunver Lystbæk Vestergård, der er ph.d.-studerende i videnskabsjournalistik ved Aarhus Universitet.
Som jeg ser det, handler forskningen nærmest om måder at implementere og markedsføre kosten på.
Hans Peter Peters, professor
»Idet man fra start har sagt, at man vil prøve at udbrede ny nordisk mad, og man samtidig lige prøver at undersøge, hvor sundt det er, så virker det på mig, som om man blot bruger forskningen som legitimering af kosten«, siger Gunver Lystbæk Vestergård.
LÆS OGSÅ
Et af Opus-centrets erklærede formål er at udbrede maden. Centret har blandt andet oprettet et website med opskrifter og startet et skolemadsprojekt på ni skoler og vist børnenes møde med maden frem i udsendelser på DR. Og sammen har centrets leder, professor Arne Astrup, og kokken Claus Meyer udgivet to kogebøger om ny nordisk hverdagsmad.
Så godt går det med at fortælle om den nordiske mad, at Opus i 2012 modtog en pris for det fra Dansk Kommunikationsforening, fordi det »i løbet af de tre år, projektet har varet, er lykkedes at skabe markante resultater ikke bare i branding af navnet, men også i engagementet«. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor centret endnu ikke havde publiceret nogen forskningsresultater.
Et klart mål for ’forskningen’
Professor Hans Peter Peters fra Freie Universität i Berlin, der er førende forsker i videnskabskommunikation, er helt uden forkundskab til Opus-centret. Efter at have orienteret sig på Opus’ hjemmeside undrer han sig over, at et videnskabeligt center på den måde virker, som om det har en mission.
»Det er et ret klart mål for ’forskningen’ at vise ny nordisk hverdagsmads overlegenhed. Som jeg ser det, handler forskningen nærmest om måder at implementere og markedsføre kosten på, sideløbende med at man forsøger at finde beviser, der favoriserer kosten. Jeg synes, det er et underligt forskningsprojekt, at man umiddelbart ikke engang overvejer muligheden af, at man finder negative resultater«, siger den tyske professor.
Som beskrevet i Politiken oplevede den ph.d.-studerende Arun Micheelsen, at Opus’ ledelse pressede ham til at opbløde sine konklusioner i en række videnskabelige artikler om ny nordisk hverdagsmad. Danskerne var formentlig ikke for alvor villige til at tage maden til sig, konkluderede Arun Micheelsen, men efter Opus-ledelsens anvisninger gjorde han sine konklusioner mindre kritiske.
Inden sin stilling som ph.d.-studerende arbejdede Arun Micheelsen som konsulent i det private erhvervsliv. Her var han vant til at udføre et stykke arbejde for at tilfredsstille sine kunder.
På universitetet forventede han en anderledes videnskabelig tilgang, skriver han i sin afhandling:
»Men som jeg oplevede det, blev jeg igen sat til at forvalte min kundes interesser (i dette tilfælde Opus’ styregruppe). Selv om jeg var bekendt med sådanne arbejdsbetingelser, følte jeg, at mit arbejde kom i direkte konkurrence med mine egne interesser«, skriver Arun Micheelsen om proceduren med at få lov af Opus’ ledelse til at kommunikere sine – kritiske – forskningsresultater ud til offentligheden i videnskabelige artikler i tidsskrifter. 16 mand skal godkende artikler
Ifølge Opus-centrets egne interne regler skal centrets 16 mand store styregruppe under ledelse af Arne Astrup godkende alle artikler om forskning, der kommer ud fra Opus.
»Når et manuskript er klar til indsendelse (hos et videnskabeligt tidsskrift, red.), skal det præsenteres og godkendes af Opus’ styregruppe, før det indsendes«, står der i publiceringsreglerne.
»I tilfælde af at enighed ikke kan opnås, tager centerdirektøren (Arne Astrup, red.) den afgørende beslutning«, står der desuden.
Selv om styregruppen på den måde ifølge reglerne har afgørende bestemmelse over forskningsformidlingen, afviser Arne Astrup, at det er tilfældet i praksis.
