Svømmer den til venstre – eller fortsætter den ligeud?

Spørgsmålet er centralt for en række havbiologer fra Københavns Universitet, der er i fuld gang med at kortlægge grønlandshajens gøren og laden. Og der er meget, man ikke ved om denne fisk, der kan blive mindst 5,5 meter lang og veje over et ton.

Det er således uafklaret, om den på sin nordgående rejse fra Diskobugten på Grønlands vestkyst laver et venstresving ned langs Canadas atlanterhavskyst – eller om den holder kursen for derpå gennem Nares Strædet at fortsætte mod Polarhavet?

»Og hvor den yngler, det ved vi heller ikke – endnu«, siger professor John Fleng Steffensen fra Københavns Universitet.

Søvnig med et lille hoved
Sammen med en række kolleger, heriblandt ph.d.-studerende Julius Nielsen, er John Fleng Steffensen for kort tid siden vendt tilbage fra et togt ved Grønland, hvor forskerne fangede 13 grønlandshajer.

Der blev taget vævsprøver, fiskene blev målt og vejet – og 4 af dem blev, inden de fik lov at svømme videre, udstyret med hver 3 avancerede sendere, som er programmeret til at løsne sig og flyde til havoverfladen om henholdsvis 12 uger, 18 uger og 24 uger.

»Så snart en sender når havoverfladen, transmitterer den sine observationer til vores laboratorium via en satellit. Og nu venter vi spændt«, siger John Fleng Steffensen.

Informationerne vil give forskerne viden om fiskenes svømmerute, om havtemperaturen, og hvor dybt hajerne har været nede. Og grønlandshajen – hvis latinske navn Somniosus microcephalus betyder ’søvnig med et lille hoved’ – kan virkelig begå sig på store dybder!

Da John Fleng Steffensen i 2011 var med til at mærke de første eksemplarer med de sensitive sendere, viste de efterfølgende målinger, at en af hajerne havde været 1.600 meter nede.

På den hærdede stålkrog
Grønlænderne har i århundreder fanget havkale, som hajerne også kaldes – enten fra kajak eller gennem et hul i isen. Det kan lyde ekstremt farligt, men grønlandshajen bærer sit latinske navn med rette, for når den kommer til overfladen, udviser den en nærmest dvask adfærd.

Som spisefisk er den tvivlsom, men den har noget, som i lange perioder gjorde den eftertragtet: en enorm oliemættet lever, der typisk udgør 15 procent af dyrets totalvægt. Og helt frem til begyndelsen af 1960’erne blev grønlandshajen fanget på grund af denne olie, fortæller John Fleng Steffensen: »Den blev brugt til lampeolie, til levertran og i en periode såmænd også til maskinolie. I dag hader grønlænderne havkalen, fordi den plyndrer de hellefiskelangliner, fiskerne sætter«.

For at fange hajerne fiskede de danske forskere på et par hundrede meters dybde i Diskobugten med hærdede stålkroge og en madding bestående af blandt andet sælkød.

Når en haj bed på, blev den ved hjælp af et spil halet op til overfladen, hvorefter videnskabsfolkene kunne foretage deres undersøgelser – og i de fleste tilfælde blev fiskene senere sluppet fri.

Ukendt bestand

Sammen med norske kolleger undersøger Julius Nielsen i sit ph.d.-projekt blandt andet, om der er en eller flere bestande af grønlandshajer.

Det sker ved hjælp af dna-analyser, og projektet er finansieret af Københavns Universitet, Grønlands Naturinstitut, Den Blå Planet og Carlsbergfondet.

»Bestanden er ukendt, men fisken er ikke fredet. Vi regner med, at dens udbredelsesområde strækker sig over store dele af det nordlige Atlanterhav, men den er også fanget så langt syd som i Den Mexicanske Havbugt«, siger professor Steffensen, og tilføjer:

»Kun én gang er der fanget en grønlandshaj, der havde levende unger i maven. Men vi ved, at dens æg er noget større end golfbolde. En hun, vi fangede, havde over 50 kg æg i maven«.

fortsæt med at læse

Big Bang-maskinen gøres klar til vildere forsøg