Dødstallet bliver ved med at stige, som følge af det ebola-udbrud, der siden marts har hærget en række lande i det vestlige Afrika. Ifølge den seneste opdatering fra Verdenssundhedsorganisationen WHO har 759 mennesker nu fået konstateret den yderst dødelige virussygdom, og 467 af dem er døde. Og udbruddet ser ikke ud til at være aftaget.
De nyeste tal viser en kraftig stigning i forhold til de seneste tal fra juni. På blot en uge er antallet af smittede steget med 20 procent, mens stigningen i døde er på 17 procent.




























