I over 50 år har de amerikanske myndigheder regnet med, at tre flygtninge fra fængslet Alcatraz på en ø i San Francisco-bugten mistede livet under en flugt.
Nu har hollandske forskere fastslået, at trioen trods bugtens meget kraftige havstrømme kan have overlevet den dristige flugtaktion, der skete i ly af mørket 11. juni 1962.
En analyse af havstrømmene viser, at flugtfangerne har kunnet nå i land lige nord for Golden Gate-broen. Simulationerne viser, at vraggods fra fangernes improviserede flugtfartøj i så fald ville skylle i land på Angel-øen - hvor politiet ganske rigtigt fandt en paddel, et par redningsveste og en forseglet plastpose med breve og adresser, der stammede fra fangernes flugt.
LÆS MERE
Lagde et stort arbejde i flugtforberedelserne
De tre bankrøvere - Frank Morris og brødrene John og Clarence Anglin - havde i sin tid forberedt sig grundigt på deres forsøg på at komme væk fra det topsikrede fængsel.
De havde møjsommeligt gravet sig igennem murene ved hjælp af skeer og skaffet sig blandt andet regntøj og grej, der i en fart kunne flikkes sammen til en lille og muligvis sødygtig båd af en art.
I deres celler havde trioen efterladt nogle livagtige hoveder, lavet af sæbe, lidt maling, cementstøv og toiletpapir og prydet med hår fra fængslets barbersalon, som de lagde i sengene, inden de stak af for at hindre, at flugten blev opdaget med det samme af de runderende fangevogtere.
Dermed så det ud til, at de tre sov dybt, når vogterne gik forbi tremmedørene. Men i virkeligheden kravlede de ud gennem hullerne i væggene i deres celler og fik arbejdet sig uden for fængselsbygningen. De nåede frem til vandkanten og forsvandt i mørket om bord i deres hjemmelavede flugtfartøj.
Software viser, hvor flugtfangers båd drev i land
De tre mænd har været efterlyst siden den nat i 1962. Trods en omfattende eftersøgning, som FBI, lokalt politi og kystvagten gennemførte, så er mændene fortsat savnede.
Da en forsker fra Delft Tekniske Universitet i Holland skulle analysere oversvømmelsesrisici i San Franciscobugten gik det op for ham, at han kunne benytte den moderne 3D-software til at analysere den berømte fangeflugt.
»Det eneste, vi skulle bruge, var tidevandsoplysningerne fra den nat. Dem fandt vi hurtigt«, siger Olivier Hoes ifølge universitetet.
Derefter lod han simulations-programmerne udregne den kurs og fart, flugtjollen ville have taget.
»Vi ved ikke nøjagtigt hvornår fangerne søsatte deres flugtfartøj eller det præcise afgangspunkt, så vi besluttede os for at sende 50 'både' af sted hver halve time mellem 20.00 og 04.00 fra en række mulige afgangssteder for at se, hvor de ville ende. Vi tilføjede kraften fra deres padlen, fordi vi antog, at fangerne ville begynde at padle, når de nærmede sig land«, forklarer han om beregningerne.
Havde en chance omkring midnat
Under visse betingelser kan fangerne have haft held til at komme fra øen i live.
»Simuleringerne viser, at hvis fangerne tog af sted før klokken 23.00, så ville de ikke have haft nogen som helst chance for at overleve. De stærke havstrømme ville have ført dem ud til søs. Men hvis de tog af sted mellem 23.00 og midnat, så havde de en god mulighed for at nå Hesteskobugten nord for Golden Gate-broen«.
Olivier Hoes erkender, at hans beregninger ikke beviser, at tingene i virkeligheden foregik som hans simuleringer viser.
»Men det var helt sikkert en mulighed«, understreger den hollandske ekspert. Han tilføjer, at fundet af fangernes paddel ikke kan passe med, at flugten er sket ved 22-tiden.
Alcatrazflygtninge eftersøges fortsat
Er trioen fortsat i live, så vil de alle være gamle mænd i 80'erne. De havde ifølge de amerikanske myndigheder en makker, der også skulle have været med, men som aldrig havde held til at komme ud af sin celle, da flugten skulle ske. Oplysningerne om flugtaktionen bygger på hans beretninger om forberedelserne til politiet.
»Uanset hvor sporene måtte føre os hen eller hvor mange mandetimer, vi bruger på denne historiske sag, så vil vi fortsætte med at efterforske denne sag så meget som muligt«, fastslog vicedirektør David Harlow fra US Marshals om efterforskningen på 50-årige for fangeflugten i 2012.
Hoes og hans kolleger har netop fremlagt deres undersøgelse på en konference i Det Amerikanske Geologiske Selskab (AGU).
fortsæt med at læse



























