Første omgang af det Mærsk-støttede projekt der skulle opsamle plastik fra Stillehavet, har slået fejl. Et projekt som virksomheden bag, The Ocean Cleanup, selv har kaldt for ’den største oprydning i verdenshistorien’.
I oktober 2018 blev et 600 meter langt u-formet flydesystem placeret i Stillehavet. Planen var, at det ved hjælp af havets strømme skulle indfange omkring 50 procent af det plastaffald, som flyder rundt i verdens største plastiksuppe i Stillehavet mellem Californien og Hawaii.
Efter nogle måneder skulle et ’skraldeskib’ afhente det indsamlede plastik og sejle det til land, hvor det ville blive sorteret og genanvendt.
Men et 18 meter langt stykke af flydesystemet har løsrevet sig, og derfor bliver hele systemet nu fragtet tilbage til land, hvor det skal undersøges nærmere.
»Vi er selvfølgelig ret ærgerlige over det. Vi håbede at blive derude i lidt længere tid for at indsamle flere data«, skriver den 22-årige grundlægger, Boyan Slat, på The Ocean Cleanups hjemmeside.
Han kan endnu ikke bekræfte årsagen til fejlen, men antager, at der er tale om en form for materiel træthed, som sandsynligvis skyldes det store pres fra havets bølger.
Boyan Slat fik ideen til indsamlingssystemet, da han som 16-årig var på dykkerferie i Grækenland, hvor han så plastikposer flyde rundt i vandet. To år senere startede han non-profit virksomheden The Ocean Cleanup og skaffede penge til projektet med indsamlingssystemet gennem crowdfunding.
I dag har virksomheden med hovedsæde i Rotterdam over 80 ansatte og udvikler teknologier til at fjerne plastik fra havet.
Flere fejl
Det var det første af i alt 60 flydesystemer, som i løbet af fem år skulle fjerne 50 procent af de mindst 79.000 ton plastik, som The Ocean Cleanup vurderer, der flyder rundt i plastiksuppen i Stillehavet. Fejlen blev opdaget under en rutinegennemgang af systemet den 29. december.
»Vi er klar over, at tilbageslag som dette er uundgåelige, når vi udvikler ny teknologi i et hurtigt tempo. På land har vi mulighed for at foretage forbedringer af systemet for at løse problemet«, skriver hollandske Boyan Slat.
Ifølge USA Today er det ikke første fejl, der er opstået med flydesystemet. I november havde det problemer med at holde på det plastik, som der blev indfanget, fordi det bevægede sig for langsomt.
Mærsk har i samarbejde med den canadiske virksomhed DeepGreen doneret cirka 13 millioner kroner til at bugsere det første flydesystem fra San Francisco i Californien til plastiksuppen i Stillehavet, som ligger 1.200 sømil fra kysten.
fortsæt med at læse
Mærsk kaster sig ind i kampen om at komme plastikforureningen til livs
-
Spækhuggeren er truet på livet: Halvdelen af verdens bestande står foran gigantisk kollaps
-
Far til fire samler affald med sønnens klasse: »Jeg tror desværre, at plastik kan gøre os til den sidste generation, der spiser fisk fanget i havene«
-
Kan du se, hvad der mangler? Nye sixpacks er næsten uden plastik




























