Facebook og Twitter er gået massivt ind i kampen for at rydde op i mystiske konti, der mistænkes for at blande sig i vestlig politik.
Facebook oplyser, at selskabet har nedlagt »titusinder« af konti inden det netop afholdte tyske valg på grund af frygt for udenlandsk indblanding.
Samtidig prøver hundredvis af konti via Twitter at holde liv i de seneste dages heftige online-diskussion om patriotisme i amerikansk fodbold, skriver New York Times. Hvis det er rigtigt, understreger det, at udenlandsk indblanding ikke blot er rettet mod demokratiske valg og deres udfald, men også mod at afspore løbende debatter.
Både Facebook og Twitter er tilbageholdende med konkrete oplysninger, men oplysningerne vil sætte nyt liv i undersøgelserne af, hvor meget især Ruslands efterretningstjenester investerer i at afspore demokratiske processer i Vesten.
Det sker ved hjælp af såkaldte trolde, altså konti, der har til formål at sabotere eller påvirke debatter. Det kan for eksempel ske med falske påstande eller med ulovlige reklamer (i USA er udenlandsk valgkampfinansiering ulovlig).
Det passer med deres overordnede mål om at skabe splid i selve statslegemet her i USA og i virkeligheden i hele Vesten
»Det passer ind deres overordnede mål om at skabe splid i selve statslegemet her i USA og i virkeligheden i hele Vesten«, siger den tidligere efterretningsanalytiker Steve Hall til CNN. »Det illustrerer graden af sofistikation i deres målrettethed«.
Millioner så reklamer i USA
Tidligere på måneden oplyste Facebook til USA's Kongres, at en enkelt russisk konto havde brugt 100.000 dollar (630.000 kr.) fra juni 2015 til maj 2017. Pengene blev brugt på at købe 3.000 annoncer målrettet amerikanske vælgere.
Facebook: Russiske konti købte 3.000 reklamer under valgkampHvor mange mennesker man kan nå med den slags Facebook-reklamer, kommer an på situationen. CNN anslår i dette tilfælde, at med et gennemsnitligt beløb på 33 dollar per annonce kan hver enkelt være nået ud til mellem 11.000 og 63.000 brugere.
De annoncer var der 3.000 af, så potentielt kan man for de 100.000 dollar have haft en flig af opmærksomheden ved det meste af USA's befolkning. Kan man identificere politiske tvivlere og koncentrere sig om dem, er påvirkningen mangedoblet.
CNN døbte poetisk kontoen for en 'troldefarm'. Og den var altså kun en af mange, der mistænkes for tilsvarende indblanding.
Rusland har officielt benægtet både denne og lignende anklager om indblanding i amerikanske og europæiske valg.
Spionage ved fransk valg
Tidligere har Facebooks stifter og topchef, Mark Zuckerberg, pure afvist, at hans firma kunne have påvirket præsidentvalget. De seneste ugers afsløringer fik ham onsdag til at indrømme, at det var forkert af ham at være så bastant, skriver Huffington Post.
Det amerikanske præsidentvalg i november 2016 var det første, hvor russisk indblanding i vestlige valg for alvor blev omtalt, men fænomenet har nu spredt sig ikke blot til de løbende kongresvalg i USA, men også til Europa.
Facebook fortalte i april, ti dage inden det franske præsidentvalg, at selskabet havde suspenderet 30.000 falske konti i Frankrig.
Rusland truer med at lukke russernes adgang til FacebookI juli oplyste amerikanske efterretningskilder ifølge Reuters, at tallet var blevet hævet til 70.000 suspenderede konti. Desuden stod det klart, at der oprettet en række Facebook-profiler, der udelukkende havde til formål at udspionere valgets senere sejrherre, Emmanuel Macron. Igen - formentlig - med afsender i Rusland.
Indgreb i Tyskland
Og så er der Tyskland, der gik til valg i søndags.
Onsdag oplyste Facebook, at selskabet i måneden op til valget fjernede »titusinder af falske konti i Tyskland« på grund af »mistænkelig aktivitet«.
Oplysningen blev givet i et blogindlæg skrevet af en af selskabets europæiske chefer, Richard Allan.
»Efter forlydender om udenlandsk indblanding i opløbet til de amerikanske og franske valg, arbejdede vi tæt sammen med tyske myndigheder (...) for at bekæmpe misinformation«, skriver han.
I sidste uge sagde Mark Zuckerberg, at selskabet havde suspenderet »tusinder« af konti inden det tyske valg. Den nye melding er en dramatisk opjustering af omfanget, men i modsætning til oplysningen om Frankrig oplyser Facebook altså ikke et præcist tal.
Avis: Twitter værre end Facebook
Mens Facebook har været det mest omtalte af de sociale medier i debatten om udenlandsk indblanding, kan Twitter være blevet brugt endnu mere omfattende end Facebook, skriver New York Times.
Så er det officielt fra USA's spiontjenester: Putin fik hackere til at hjælpe Trump i valgkampenPå Twitter kan man ikke blot oprette falske profiler, som de amerikanske efterretningstjenester anklager Rusland for at gøre, men også lave robotter, der spreder bestemte nyhedsartikler i stor stil.
I dag skal Twitter informere et særligt udvalg under Kongressen om udenlandsk indblanding i amerikansk politik. Og det gælder ikke blot valg, men også noget så ærkeamerikansk som football.
Ifølge New York Times har den uafhængige tænketank Alliance for Securing Democracy identificeret 600 Twitter-konti, der menes at være styret af Rusland. De konti har været særdeles aktive i de seneste dages heftige debat om den amerikansk fodboldliga, NFL.
NFL: Trump har vores telefonnummer, hvis han vil i dialog med osBruges i fodboldballade
Kort fortalt har en række sportsfolk de seneste uger nægtet at stå ret, når USA's nationalsang afspilles før en kamp.
Det sker i protest mod præsident Donald Trump og hans udtalelser efter en højrenational demonstration i Charlottesville i august og især hans opfølgning i en tale i sidste uge.
Trump formulerede sig på en måde, så mange har anklaget ham for at tjene racistiske interesser, og det har udviklet sig til, at spillere f.eks. går ned på knæ under afsyngningen af nationalsangen.
Det mærkelige ved denne sag er, at de formodet russiskstyrede konti bruges til at sparke liv i begge sider af debatten, med hashtags som både #standforouranthem og #takeaknee.
Målet er selve det politiske system
Det kan lyde bizart, men en forklaring kan ifølge CNN være, at de formodet russiskstyrede reklamer kan have til formål at »forstærke de politisk skænderier og nære en atmosfære af splid og kaos«.
CNN har fundet frem til, at flere af Facebook-reklamerne fra den russiske 'troldefarm', der var aktiv i to år frem til maj 2017, ikke direkte handlede om politik, men om borgernære emner som våbenkontrol, raceproblemer og immigration.
»Jeg tror, at lige nu er offentligheden kun opmærksom på en delmængde af en delmængde af den russiske aktivitet online«, siger det demokratiske kongresmedlem Adam Schiff, der er højtrangerende medlem af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, til New York Times.
fortsæt med at læse



























