Det hidtil største og dyreste danske rumprojekt, Asim, er onsdag eftermiddag omkring klokken 15 dansk tid landet på Den Internationale Rumstation ISS.
Det oplyser det amerikanske rumagentur, Nasa.
Bag projektet står det europæiske rumagentur, ESA, men missionen er ledet af Danmark og DTU Space.
Projektet har kostet cirka 350 millioner kroner, hvoraf Danmark med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet betaler omkring 60 procent.
Den danske teknologivirksomhed Terma blev for 12 år siden udpeget til at lede rumprojektet.
»Det har været en rigtig stor kontrakt for os. Vi har leveret software og sensorer til rumkapslen, og generelt har det bare været stort at være med«, siger direktør for Termas rumaktiviteter, Carsten Jørgensen.
Lynfænomener i atmosfæren skal fotograferes
Rumkapslen blev mandag sendt af sted fra Kennedy Space Center i Florida. Onsdagens mission er at aflevere et topmodul kaldet Dragon til rumstationen.
Først 13. april bliver Asim taget ud af modulet og placeret på ISS. Og så starter missionen.
Den 314 kilo tunge rumkapsel skal bruge det næste lange stykke tid på at fotografere og måle en række lynfænomener i atmosfæren.
»Asim er designet til at kunne levere i to år, men det er op til Nasa at beslutte, hvor længe missionen skal være. Under alle omstændigheder bliver det stort at se de første billeder, der bliver sendt hjem«, siger Carsten Jørgensen.
Forskere skal bruge billederne til bedre at forstå, hvordan de elektriske udladninger påvirker klimaet på jorden.
Asim gør os klogere og åbner verden. Meget mere af det, takProjektet har været udfordret af krav, der løbende er blevet ændret. Alligevel har direktøren på intet tidspunkt frygtet, at tidsplanen ville skride.
»Men jeg vil sige det sådan, at vi ikke har været færdige længe«, siger Carsten Jørgensen.
Foruden Terma har yderligere 15 danske virksomheder og DTU været involveret i processen med at bygge rumkapslen.
Det er den danske astronaut Andreas Mogensen, der styrer slagets gang fra kontrolrummet i Houston, Texas.
I 2015 besøgte han selv rumstationen ISS.
ritzau
fortsæt med at læse




























