Vi går gennem en stille korridor på institut for datalogi på University of Washington i Seattle. På højre hånd sidder to unge softwareingeniører foran hver deres bærbare computer på et af de vinduesløse, kunstigt oplyste kontorer. Til venstre åbner professor i datalogi Pedro Domingos døren til sit kontor, som har udsigt til universitetsområdets vældige træer.
Domingos’ bog ’The Master Algorithm’ om teknologien kunstig intelligens, artificial intelligence (AI) har gjort ham berømt, og bogen er blevet et referenceværk i litteraturen inden for området. I Domingos’ bestseller fra 2015 beskrives det, hvordan maskiner, der kan lære, er i færd med at forandre vores dagligliv – fra sociale netværk og videnskab til forretninger og politik, ja, selv den måde, vi i dag fører krig på. Bogen er blevet rosende omtalt af Microsofts grundlægger, Bill Gates, og Eric Schmidt, tidligere administrerende direktør for Google.




























