Jeg mødte senest Mark Zuckerberg i 2017, adskillige måneder før skandalen omkring Cambridge Analytica begyndte at rulle. Vi mødtes på Facebooks kontor i Menlo i Californien og kørte hjem til ham. Hans hus ligger i et roligt og frodigt område. Vi talte sammen et par timer, mens hans lille datter gik rundt og legede. Det var mest politik, vi talte om, men vi sludrede også lidt om Facebook og vores familier. Sidst på eftermiddagen var jeg nødt til at tage af sted, og jeg sagde farvel til Mark og gav hans kone, Priscilla, et kram til afsked.
Siden den dag har såvel Marks personlige omdømme som Facebooks image fået alvorlige ridser i lakken. Det er selskabets fejltrin, der dominerer overskrifterne: den lemfældige privatlivsbeskyttelse, der betød, at mange millioner brugeres data havnede hos et politisk konsulentfirma; den nølende reaktion over for russiske agenter, hadske indlæg og falske nyheder; og den hæmningsløse kamp for at erobre stadig mere af vores tid og opmærksomhed. Det er 15 år siden, jeg var med til at grundlægge Facebook, mens jeg gik på Harvard, og jeg har ikke arbejdet i selskabet i det seneste årti. Men jeg føler mig vred og medansvarlig.
