Den demokratiske præsidentkandidat og senator Elizabeth Warren anklagede for nylig Facebook for at være en »misinformationsprofitmaskine«. Marc Benioff, der er direktør for det amerikanske techfirma Salesforce, udtalte forleden, at det sociale medie »skal kunne stilles til ansvar for propaganda på platformen«. Og kontrolorganer og tilsynsmyndigheder overalt i verden er i gang med at undersøge, hvorvidt it-giganten kan deles op, eller om dens magt kan stækkes.
Mark Zuckerberg lader til at være under beskydning fra alle sider, men torsdag gik han så i modoffensiv med en tale henvendt til sine kritikere.


























