Psykolog mener, at Meta lader skadeligt indhold ligge på platforme for at skabe interaktion og tjene penge.

Dansk psykolog stopper i ekspertgruppe og kritiserer Meta: »De gør det, fordi det skaber interaktion og engagement blandt sårbare brugere«

Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den danske psykolog Lotte Rubæk, der har været en del af Metas globale ekspertgruppe for selvskade, spiseforstyrrelse og selvmord, har sagt op efter tre år.

Det skriver DR, som har set Rubæks opsigelse.

Meta ejer blandt andet de sociale medier Facebook og Instagram.

Hun begrunder opsigelsen med, at hun ikke længere er overbevist om, at ekspertgruppens input har en positiv indflydelse på børn og unges sikkerhed på de sociale medier.

Hun mener, at Meta bevidst lader indhold om selvmord og selvskade ligge på platformen af økonomiske årsager.

»Min klare opfattelse er, at alt indhold, som ikke er helt over grænsen, men som alligevel er skadeligt, lader Meta ligge. Det gør de, fordi det skaber interaktion og engagement blandt sårbare brugere«, siger hun.

En nylig undersøgelse fortaget af analyseinstituttet Epinion for DR viser, at hver fjerde i alderen 9 til 14 år svarer, at de oplever ’ubehageligt’ indhold online hver uge.

Otte procent siger, at de oplever det hver dag.

Det forklares ikke, hvad der defineres som ubehageligt indhold. Men til DR’s dokumentarserie ’Alene hjemme på nettet’ er 50 børn og unge blevet interviewet.

De fortæller, at de har set videoer med vold, skyderier, drab, porno, selvskade og selvmord.

Lotte Rubæk siger også til DR, at hun er blevet i tvivl om, hvorvidt Meta egentlig lyttede til ekspertgruppens råd, eller om den blot var blevet lavet, så Meta kunne se bedre ud i offentligheden.

Det har ikke været muligt for DR at få en kommentar fra Meta på Lotte Rubæks opsigelse.

Det britiske medie The Guardian har dog også beskrevet sagen og fået en kommentar fra Meta.

»Selvmord og selvskade er komplekse problemer, og vi tager dem utroligt alvorligt. Vi har konsulteret med sikkerhedseksperter, herunder dem i vores ekspertgruppe for selvmord og selvskade, i mange år, og deres feedback har hjulpet os med at fortsætte med at gøre betydelige fremskridt på dette område«, lyder det fra en talsperson fra Meta til The Guardian.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her