Kim Andrea Brofeldt

Er mor til fire og pædagog.

Medforfatter til ’Bogen om hjemmefødsel’.

Jeg er mor til fire pigebørn, i alderen 7 måneder til 9 år.

De sidste 9 år har jeg tilbragt 4½ år med at holde orlov, jeg har på nuværende tidspunkt stillet mine bryster til rådighed for amning i 47 måneder, jeg lever relativt sundt, når jeg er gravid, føder uden indgreb, sover i samme rum som vores børn, er relativt økologisk og bærer min mindste baby rundt i en slynge.

Jeg siger det ikke for at gøre mig bedre end andre mødre eller få nogen til at føle sig forkert, men de her ting gør jeg sådan, fordi min mand og jeg er enige om, at det er sådan, vi gerne vil have, at vores børns opvækst skal være.

Og vi er langtfra perfekte hele tiden: Vi har f.eks. børn, der ser masser af tv og i perioder spiser en del sukker, og vi har masser af situationer, hvor vi kommer til kort – så føl endelig ikke, at jeg sidder og prøver at spille smart.

Ifølge den amerikanske forfatter Erica Jongs indlæg på forsiden af debatsektionen den 1.1 2011 er den måde, jeg er mor på, »et fængsel for mødre og et lige så stort tilbageskridt for kvinders frihed som antiabortbevægelsen«.

LÆS INDLÆGModerkulten er en byrde

Det provokerer mig at høre, men jeg har hørt det før – fra andre 70’er-feminister.

Jeg opfatter mig selv som feminist. Jeg er stolt af at være kvinde, synes, min krop er sej, at den kan producere fire smukke små pigemennesker, som jeg endda kan være med til at forme til kloge kvinder, jeg vil gerne kæmpe for højere løn til ’kvindefag’, jeg gør noget aktivt ved kønsdiskriminering, hvor jeg end støder på den, siger min mening og gør brug af de gode vilkår, mine ældre medsøstre har været med til at kæmpe for, at vi har fået: den lange barselsorlov, institutioner til mine børn og retten til at føde hjemme med jordemoder fra det offentlige.

Jeg er lige så meget feminist som dem, der gik før mig, var! Og der er stadig meget at kæmpe for, men også slag, der er blevet vundet, og jeg vil gerne have lov til at ’forpuppe’ mig med mine små børn og være der for dem, når de er helt små, uden at få skudt i skoene af de ’gamle’ feminister, at jeg pisser på deres sag!

Stop med at skyde på os, der vælger at være mere engagerede mødre, end I selv var! Jeg er selv barn af 70’erne, hvor ’morkulten’ ganske rigtigt var en anden end i dag. Jeg forbeholder mig bare ret til at være mor på en anden måde selv.

Det føles rigtigt for mig at have den nære kontakt med mine børn, passe på dem, mens de vokser i min mave, amme dem, passe dem hjemme, når de er helt små, lege med dem, sove i rum med dem, så længe de har brug for det, tage mig tiden til at inddrage dem i madlavning, snakke med dem, engagere mig i deres liv og ikke bare fortsætte mit voksenliv hen over hovedet på dem.

Og min mand er enig i det hele. Han er en engageret og nærværende far, og sammen bygger vi rammerne for det liv, der føles bedst for os som forældre og os alle seks som familie.

Det føles rigtigt, og jeg er ikke »bundet af skyldfølelse, jeg kan gøre mig fri af«, som Jong ellers siger, man skal. Det er muligt, at hun har været mor på en måde, der gav hende skyldfølelse, men det er jeg ikke.

Jeg føler heller ikke, at jeg »opgiver mit liv for at tage mig af børnene« – vi har bare fået en anden slags liv, end vi havde, før vi fik børn, men det er et godt liv, og jeg glæder mig over at se vores piger vokse op og vælge deres egne veje.

Vis dog noget ægte søstersolidaritet, og kæmp nogle vigtigere kampe. Hvad med at tage den med lavere løn til kvindefag op i stedet?

Så kunne vi, der tjener den lave kvindeløn og derfor ikke har råd til, at vores partnere med de tungere lønposer tager noget af orloven, nemmere dele den – det er da ægte feminisme.

Det er nemt nok at lave regler om, at barselsorlov skal være øremærket til faderen, men så længe der findes mandeløn og kvindeløn, vil det ikke være alle familier, der har mulighed for at gøre brug af den.

Jong refererer til Elisabeth Badinters ’Le conflit: La femme et la mere’, der sætter spørgsmålstegn ved ’i favn’-principperne, som hun mener er kvindeundertrykkende og stiller forventninger om, at kvinden skal gå hjemme, langtidsamme, bruge stofbleer til babyerne og lave økomad og derfor ikke kan have sit eget liv.

Jong mener, at ’i favn’-principperne er en ny torturform for mødre, fordi der stilles en række forventninger, der betyder, at mødrene ikke kan slå til, og oven i købet også betyder, at børnene ikke bliver selvstændige voksne, der kan løse problemerne selv, fordi de har fået for meget omsorg.

’I favn’-ideen om at bære sit barn i slynge behøver jo ikke at udlægges så religiøst, som Jong gør. Tværtimod. Jeg bærer mit barn i slynge, fordi det er nemt.

I stedet for, at vi bliver stressede over, at vores baby sidder på gulvet og græder, mens min mand laver mad, og jeg hjælper den store med lektier, samler han hende op og har hende i slyngen, hvor hun tilfreds kan følge med i hans madlavning.

Det er ikke noget, man behøver at lægge mere i, end der er: Slynger er en praktisk foranstaltning, et supergodt hjælpemiddel, men ikke mere end det – der er ingen kult eller andet.

At sove med sine børn, spise økologisk og lave mad selv er andre ’i favn’-principper, som Jong finder kvindeundertrykkende, men hvem siger, at det kun er kvinden, der skal stå for de ting?

I min familie lever vi ikke efter ’i favn’-principper eller nogen som helst andre principper, vi mærker bare efter, hvad der føles bedst for os, og det gør de ting, som Jong kritiserer.

Jeg forbeholder mig retten til at tænke og agere selv uden at få påduttet af feministerne, at det er forkert at ville være en nærværende mor! Feminisme handler vel også om, at man som kvinde selv skal have lov at vælge, gør det ikke?

Jeg vælger selv det her, det er ikke samfundet eller mændene, der dikterer, at jeg – sammen med min mand – er nærværende forælder på en måde, der er god for os og vores lille familie på seks.

Så hold mund med jeres hykleri, gamle feminister, og giv mig dog lov til at være en bedre og mere nærværende mor, end I selv har været!