At magt korrumperer og total magt korrumperer totalt, findes der ikke noget bedre bevis på end de ti forbandede år, hvor Danmark er blevet misbrugt af en regering med et absolut flertal bag sig.

Kun et mindretal af de skiftende ministre har ikke bevidst gradbøjet loven, løjet for Folketinget eller på anden måde fiflet med de regler, der burde styre det politiske liv i et land, der roser sig af at være blandt de mest demokratiske i verden, og kun i få tilfælde har det haft nogen som helst konsekvenser.

Den kriminelle lavalder sænket til 14 med særlig tanke på indvandrerbørn og straffrihed for magtfulde ministre – det har været denne regerings mærkesager.

Med en mere årvågen presse og en mindre kuet opposition havde disse ti år udviklet sig til en kædereaktion af skandaler og misregimentet for længst været blevet bragt til afslutning.

Men netop det demokratiske svigt har karakteriseret et tiår, som har stået i en arrogant og skamløs magtudøvelses tegn.

Valgdagen falder kun fire dage efter tiårsdagen for terrorangrebet på New York. Det var i murbrokkerne fra de sammenstyrtede tvillingetårne, at den borgerlige regering kom til, og det er i murbrokkerne, den lige siden er forblevet, som om ruiner var dens naturlige element. Det er da også et stort nedrivningsarbejde, den borgerlige regering har stået for.

Den institutionaliserede et syn på verden som opdelt i et faretruende os og dem, hvor kun meningsfæller blev tilkendt opholdstilladelse i demokratiet, mens modstandere blev udnævnt til statsborgere i terrorland.

Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker, bortset fra det beklagelige faktum, at han tog konsekvensen af sine egne hadprædikener og gik ud og dræbte, for ellers så taler og tænker en betragtelig del af vore politikere nøjagtig som den forstyrrede korsfarer, og Breivik citerer da også entusiastisk prominente danske intellektuelle og roser vores nu forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have haft »rygrad«, når det kom til muslimer.

Foghs afløser, den permanent forurettede Lars Løkke Rasmussen, havde nok ønsket sig et større, friere rum at handle i, men Fogh havde efterladt den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker som fangevogtere for en regering, der i forvejen mest udmærkede sig ved sin principløshed, og Løkke må i dag nok indse, at eftermæle er alt for stort et ord for den fodnote, han kommer til at efterlade sig som endnu et af de mange trafikofre på Anders Fogh Rasmussens motorvej til magten i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.

En epoke slutter. Eller gør den?

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Magt korrumperer, men man kan også blive dum af egen afmagt, og den danske opposition har i de sidste ti år haft historisk rekord i duknakkethed.

Socialdemokraterne og folkesocialisterne drog den tragikomiske konklusion på deres eget sviende nederlag for ti år siden, at de for at vinde magten tilbage skulle blive ligesom den.

De overtog den siddende regerings tankegange, efterlignede dens sprog og talemåder. De kopierede kort sagt dem, de skulle have udgjort et alternativ til.

Befolkningen var selvfølgelig ikke i tvivl, når det kom til pseudovalget mellem kopi og original. De foretrak originalen, og resultatet var en række uoverkommelige nederlag til en stadig mere rådvild opposition.

Resultatet ser man i dag. I månedsvis har opinionsmålingerne lovet sejr til venstrefløjen. Alligevel møder oppositionens to mest markante skikkelser, Socialdemokraternes Helle Thorning og Socialistisk Folkepartis Villy Søvndal frem med plaster for munden og ansigtstræk så stive, som havde de begge fået en Botox-operation for meget.

Som to trappistmunke, der lider under tavshedsløftet, forsøger de at operere i et minefelt af selvskabte tabuer.

De katastrofalt fejlslagne krige i Irak og Afghanistan tør de ikke tale om. Udlændingespørgsmål kun nødigt. Klimaspørgsmål nævner de kun under pres, skønt det var her, den forrige socialdemokratiske regering gjorde Danmark til et foregangsland.

Så er der kun økonomien tilbage. ’Danmark skal videre’, hedder Socialdemokraternes koffeinfri valgslogan, som med garanti ikke kan genere nogen, og nøgleordet er vækst, der gentages i en båndsløjfe af uholdbare løfter.

Højrefløjen ønsker at afskaffe efterlønnen, venstrefløjen, at vi alle sammen skal arbejde mere. Begge fløje forudsætter, at fremtidens største problem bliver manglen på arbejdskraft, mens den vestlige verden sommeren igennem groggy har vaklet på randen af en finanskrise endnu værre end den forrige, og arbejdsløsheden bare stiger og stiger. Så ufokuseret er dansk politik.

Det er en udslidt, anæmisk opposition, der konfronterer en udslidt, anæmisk regering, og de to modstandere minder mest om boksere, der efter en gensidig knockout kravler rundt på kanvassen og forsøger at finde ud af, i hvilken ende af kroppen deres ben befinder sig.

Kun en modløs opposition kan tro, at sejren kan vindes ad bagdøren, mens ingen kikker. Men sådan kom de snigende, husets nye ejere, ikke stolt ind op ad fortrappen, men med hætter for ansigtet, som om de nødig ville genkendes af mediernes allestedsnærværende overvågningskameraer, Helle og Villy, to socialister, der havde lært sig borgerlighedens kropssprog.

Glem alt om vores holdninger, moral og principper, lød deres bøn til vælgerne, som om magten kun kunne nås ved at flyve under radaren.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er færdig for en tid. Men det valg, der tilføjede hende det største nederlag, var samtidig hendes største sejr.

Hendes infame tankegang og menneskesyn har sat sig i rygmarven på politikere fra begge fløje. Ingen tør udfordre hende. Højst møder de hende med tavshed eller vender ryggen til. Men ingen bør tvivle på, at de borgerlige ville have ladet hende genindtage rollen som domptør, hvis hun kunne have sikret dem endnu en periode ved magten.

»Træerne gror ikke ind i himlen«, sagde hun selverkendende på valgnatten. Men Pia Kjærsgaards træer har rødder i de underjordiske lag, hvor hadet og frygten gensidigt nærer hinanden, og det er frugtbar jord i disse usikre år.

En tredjedel af alle danskere venter på fuldstændig irrationel vis et terrorangreb i den nærmeste fremtid. Det er hendes fortjeneste, og det er også hendes fortjeneste, at ingen i et opgør med den meningsløse krig i Afghanistan imødegår den idiotiske påstand, at danske soldater er nødt til at skyde på afghanske bønder for at undgå terrorister på Nørreport Station.

Det er valgets to udbryderdronninger, der belønnes med fremgang, de radikales Margrethe Vestager, der omtrent har fordoblet sit partis mandattal, og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der har tredoblet sit.

Vestager har givet husly til de trængte og i ti år politisk hjemløse vælgere, der mente, at borgerlighed og anstændighed ikke var uforeneligt. Johanne Schmidt-Nielsen har med sin principfaste modstand mod udlændingepolitikken og sit fokus på klimaet bevist, at også et ortodokst gammelsocialistisk parti kan finde nye veje.

Først og fremmest stemte vi på to lysende ansigter uden plaster for munden, der åbent og aldeles utaktisk talte om principper og moral. Det er ligegyldigt, at den ene tilhører borgerligheden og den anden den yderste venstrefløj.

Margrethe og Johanne var fornyelsen. De repræsenterede nærhed og menneskelig varme, en overensstemmelse mellem ord og handling, midt i dansk politiks frosne isslot. I et land, der manisk hylder ytringsfriheden, var de to de eneste, der benyttede sig af den.

Jeg blev noget så lettet, da det sent på aftenen omsider blev klart, at venstrefløjen havde vundet. Alt andet havde været ubærligt. Men min begejstring udeblev. Det er det danske demokratis natur, at der kun sjældent er absolutte vindere. Alligevel kunne man godt have ventet sig et større tordenskrald af en sejr for venstrefløjen.

Noget virkeligt råb på en fornyelse af dansk politik og moral lød der ikke, da stemmerne var talt op. Nederlagets parti, Venstre, gik frem i mandater, sejrherrerne gik tilbage.

Der blev talt meget om valgaftenen som et historisk vendepunkt, men jeg har nemmere ved at få øje på kontinuiteten end bruddet. Snarere end et vendepunkt forekommer det mig, at vi står tøvende ved en korsvej uden noget kort til at fortælle os, hvor vi skal hen.

Socialdemokraternes minimalslogan ’Danmark skal videre’ hjælper os ikke. Det gør Villy Søvndals ’Vi kan godt’ heller ikke.

Paradoksalt nok er vi også nødt til at se tilbage, hvis udtrykket historisk vendepunkt skal give mening. Der var noget, der gik frygtelig galt i Danmark i det forudgående årti.

Vi gjorde ikke bare skade på de udlændinge, der befandt sig iblandt os, hvad enten de var flygtninge eller indvandrere og deres efterkommere. Vi gjorde ikke blot skade på de lande, hvis indre forhold vi i hovedløse krige så inkompetent blandede os i.

Vi gjorde også moralsk skade på os selv, og venstrefløjens knebne, tvetydige sejr viser ikke nogen vilje til det selvopgør, som uundgåeligt må komme, hvis vi skal videre og vi med videre ikke kun tænker på vækst, men også på moral og menneskelighed. Vi har leget med afstumpetheden alt for længe, og den har aflejret en usund kynisme i os.

Uden vilje til at konfrontere den ender vi med at forblive indespærrede i den samme gummicelle af had, mistro og frygt.

I en status over tiåret efter terrorangrebet 11. september skrev den britiske historiker Timothy Garton Ash optimistisk, at historien med den endeløse og fejlslagne krig mod terror havde været inde på et sidespor, men nu ville finde tilbage til hovedvejen. Men jeg tror ikke, at historien har hovedveje og sideveje. Jeg tror, den alt for ofte skabes af ledere uden landkort, der fører deres folk ud i ødemarken.

Skal vi befri os for byrden af de ti forbandede år, tror jeg derfor, det er på tide at få plastret fra munden.

Kun sådan bliver en halv sejr til en hel.