Lars Trier Mogensen er ikke pjattet med regeringens økonomiske politik.

Og som et symbol på det, har Politikens lederskribent (27.4) ganske pudsigt – indrømmet – fundet frem til en bog, der beskriver middelklassemanden ’den blå Bjarne’, som Trier så mener at have fundet inde i mig!

LÆS DEBATINDLÆGBlå Bjarne er fundet inde i Corydon

Lad mig komme Trier i møde og indrømme, at jeg faktisk snildt kan identificere mig med Triers beskrivelse her: »Bjarne befinder sig, hvor han altid har været, solidt og snusfornuftigt i centrum af dansk politik. Bjarne er tilhænger af praktiske og gerne fælles løsninger«.

Dette er nemlig regeringens ståsted, og derfor er det også forkert, når Trier påstår, at Socialdemokraterne er styret af politikere, der følger en bevidst højreorienteret økonomisk strategi, hvor man vil spare sig til balance på det offentlige budget uden hensyntagen til konsekvenserne for vækst og beskæftigelse.

Jeg er selvfølgelig glad, fordi Politikens lederskribent så indgående beskæftiger sig med regeringens finanspolitik. Men filmen knækker altså, når Trier insisterer på at inddele alle økonomiske strategier i to skoler.

Enten – den gode – der handler om at bruge (låne) flere penge og investere i job.

Eller den anden skole, der handler om ensidigt at skære ned og skabe overskud på de offentlige budgetter og så lade markedet om at skabe vækst og arbejdspladser – det er den onde selvsagt, og den skulle jeg så tilhøre.

Jeg skal ikke betvivle, at den sidste skole findes, men jeg tilhører den ikke. Det er f.eks. kickstarten et klart eksempel på.

Jeg vil dog heller ikke bekende mig til den anden side, ligesom jeg heller ikke mener, at centrumvenstrekræfterne i Europa entydigt hører til her. Heller ikke Frankrigs Hollande, som Trier nævner som det godes forkæmpers, vil bare puge ud, det står klart nu, hvor han nærmer sig præsidentposten.

Den finansielle krise har simpelthen sat en stopper for muligheden for at gældsætte sig uden at forklare, hvordan man igen vil bringe balance på de offentlige budgetter. Sådan en politik vil meget hurtigt blive truet af de finansielle markeders afprøvning af, om der er finansielle svagheder at bore i.

Derfor er centrumvenstreudfordringen i hele Europa lige nu at håndtere to udfordringer på samme tid. Vi skal på en og samme gang gøre, hvad vi kan, for aktivt at understøtte vækst og beskæftigelse. Samtidig skal vi føre en økonomisk politik, der overbeviser de finansielle markeder om, at vi er ansvarlige. For alternativet til ansvarlighed er – ligegyldigt om Trier kan lide det eller ej – stigende rente, lavere vækst og højere arbejdsløshed.

Bevis? Glem bare Grækenland, Spanien og Italien et øjeblik, og kig på lande som Frankrig og selv Holland, hvor tvivl om den økonomiske politik lige nu medfører stigende renter. Lande, hvis økonomi ingen for et eller to år siden på nogen måde ville stille alvorlige spørgsmålstegn ved.

Det er denne smalle balancebro, som den danske regering skal vandre ud af. Vi er allerede kommet et godt stykke derudad, selv om der stadig er langt til, at vi lander tørskoede på den anden side.

Om få uger vil regeringen præsentere sin 2020-plan, og regeringen har planer om reformer af førtidspensionen, af skatten og om trepartsforhandlinger – alt med den fællesnævner, at de skal gøde jorden for vækst og job. De reformer vil jeg gerne lægge navn til, om det så i Politikens øjne gør mig til blå, gul eller sågar rød.