Generation doven' og 'Generation dum'. Der er igennem de senere år blevet sat mange mærkater på min generation. En generation, hvor vores hang til sociale medier og uhæmmet druk har været med til at stemple os som både dovne og dumme. Det kunne der siges meget andet om, men mit ærinde her drejer sig om en anden tendens, der viser sig tydeligere og tydeligere blandt min generation. Vi tager vores privilegier og muligheder for givet, og det forvandler os til et forkælet råbekor, når vi oplever forringelser. Vi har desværre vist os at være 'Generation brok'. Vi er generationen, der er født ind i et velfungerende velfærdssamfund og er vokset op i de økonomisk sprudlende 00'ere. Vi har aldrig kendt til andet end et Danmark, hvor vi kan forlange alting af samfundet. LÆS OGSÅDe studerende er ikke dovne Vi har fået velfærdssamfundet ind med modermælken, og det har fået os til at overse en vigtig pointe, nemlig at et velfærdssamfund konstant skal nytænkes for at overleve. Vi tager statens finansiering af alle vores muligheder for givet, og det tager hårdt på os, hvis vi oplever at blive frarøvet et privilegium. Det nager mig at opleve, at vi har udviklet os til denne 'Generation brok', der med udgangspunkt i egne interesser forarges, når velfærdssamfundet gennemgår ændringer. Det seneste soleklare eksempel er ved regeringens udspil til en SU-reform. Skal man tro hovedparten af reaktionerne, har regeringen nærmest forrådt en grundlæggende menneskerettighed. Det ærgrer mig. Jeg er stolt af at bo i Danmark, og jeg er stolt af at være en del af vores velfærdssamfund, der er bygget på fællesskab og lighed. Det vil jeg gerne værne om. Men jeg tror ikke, at vores generation bedst værner om velfærdssamfundet ved at brokke sig, når der sker forandringer. Tværtimod tror jeg, at det allerbedste, vi kan gøre, er at erkende, at vi, så længe vi befinder os i en dynamisk verden, også må se dynamisk på velfærdssamfundet. I stedet for at vi brokker os over, at vi eksempelvis nu kun kan få SU til fem ungdomsuddannelser, ønsker jeg, at vi bliver en generation, der tager ansvar for at føre velfærdssamfundet videre i nye former, der passer til den konstante udvikling af verden omkring os. LÆS OGSÅStuderende er langt mere målrettede i dag end for få år siden Som den opvoksende generation bliver vi nødt til at forholde os til, at velfærdssamfundet står over for store udfordringer i en tid, hvor økonomisk pres, demografiske ændringer og globalisering er nøgleord i det politiske landskab. Der skal noget til at få enderne til at hænge sammen. Ikke bare i forbindelse med reformen af SU, men også i forbindelse med nedskæringer i andre sociale ydelser runger det over hele det danske land, at regeringen nedprioriterer velfærden. Men er ændringer af SU'en og andre ydelser et udtryk for velfærdssamfundets deroute? Ikke hvis man spørger mig.
Tager man udgangspunkt i SU-reformen, er den i virkeligheden et strå i en halmstak, i forhold til hvor mange penge staten investerer i vores uddannelse. Jeg ser omprioriteringer, hvor der måske ikke tilflyder den enkelte penge i de samme strømme som hidtil, men hvor der til gengæld investeres i at styrke kvaliteten af de offentlige institutioner. Vi i 'Generation brok' må holde op med at forlange uden at tage stilling til, at et avanceret velfærdssamfund som det danske selvfølgelig hele tiden må nytænkes. Det er naivt at tro, at vi bevarer velfærdssamfundet ved at fastfryse alle de privilegier, vi én gang har haft, samtidig med at vi forlanger nye ting af staten. Vores udfordring som generation er, at vi er født i et smørhul. Selvfølgelig er det langt sværere at acceptere, at noget bliver taget fra os, end det er, at noget bliver givet til os. LÆS OGSÅDanske unge er generation glad Men min generation skal mindes om, at det samfund, vi blev født ind i, ikke er identisk med det, vi har i dag. Det stiller krav om, at vi forholder os på nye måder til vores samfund. For mig handler det om, at det på den lange bane er langt vigtigere, at vi investerer i de fælles goder, som gode uddannelses-, sundheds-, kulturinstitutioner og offentlig transport, og ikke baserer hele tanken om velfærdssamfundet på, at vi tager personlige økonomiske ydelser for givet. Dovne og dumme har jeg aldrig ment, at man kan kalde os, og nu håber jeg, at det også viser sig, at 'brok' kan smides i skraldespanden som mærkat på min generation, inden det bider sig fast. Vi har stadig muligheden for at bevise, at vi er en generation, der tager et konstruktivt medansvar for at nytænke det danske velfærdssamfund.
