Jeg skal ellers love for, at Politikens Stig Ørskov er i det røde felt over det samarbejde, som er indgået mellem socialdemokraterne, SF og Enhedslisten efter invitation fra fagbevægelsen.

Der er tydeligvis ikke plads til modargumenter i Stig Ørskovs klummeunivers, som flyder over af dramatiske udråb om »foragt« og »mafiametoder«.

LÆS SIGNATURØrskov: Franks foragt for københavnerne

Her er en mere nøgtern udlægning.

Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF har fortalt københavnerne, at vi de kommende fire år vil samarbejde om en række politiske pejlemærker.

Blandt meget andet vil vi skabe bedre vilkår for byens handikappede, bygge flere almene boliger, sikre billigere kollektiv transport og styrke arbejdsforholdene for kommunens mere end 45.000 ansatte.

At fagbevægelsen vil være med til at realisere målene, gør os kun stærkere. Det er sådan resultater opnås. Ved at få så mange til at arbejde i samme retning som muligt.

Der står næppe ét punkt i aftalen, som ikke i forvejen var en del af Socialdemokraternes politik.

LÆS AFTALENKommunalpolitisk aftale mellem LO, S, SF og Enhedslisten(eksternt link)

Det nye er, at venstrefløjens partier og fagbevægelsen nu er enige om at arbejde i samme retning. Det er da bedre end det fnidder, som tidligere har præget højre såvel som venstre side på rådhuset.

Aftalen er helt bevidst formuleret i så åbne og brede vendinger, at alle kan være med. Hvem vil f.eks. være uenig i aftalens vision om, at »København skal arbejde for at tiltrække flere virksomheder«.

At både SF og Enhedslisten peger på mig som overborgmester efter et valg, er jeg naturligvis glad for, men det er og bliver partiernes eget valg. Aftalen er lagt åbent frem til københavnerne, så alle kan tage stilling.

Ydermere er det mit erklærede mål at skabe et så tæt og tillidsfuldt samarbejde med de borgerlige partier som muligt. Og hvorfor skulle jeg ikke det? Skulle jeg blive valgt til overborgmester, er det helt grundlæggende i min og Socialdemokraternes interesse, at vi får gjort kål på det interne fnidder mellem partierne og i stedet finder sammen om at skabe et bedre København.

Så hvor ligger problemet?

Kernen er nok i virkeligheden, at Ørskov og jeg ser helt forskelligt på demokratiet.

Ørskov ærgrer sig over, at konflikterne mellem en del af borgerrepræsentationens partier nu er afløst af enighed. Som redaktør på en avis, der lever af at formidle konflikter til læserne, så keder det ham, at der er taget et væsentligt skridt mod større samling på rådhuset.

Jeg ser derimod samarbejde som et af demokratiets stærkeste udtryk. Når vi fredeligt bliver enige om en fælles retning, til trods for vores forskelligheder, så er det da i Københavnernes interesse.

Københavnerne har ikke brug for et folkestyre, der slås om selv de mindste ting. Københavnerne har brug for et samarbejdende rådhus, der går i fælles retning for at løse hovedstadens hverdagsproblemer. Og som åbent fortæller vælgerne, hvilken vej vi vil gå.

Min dør står åben for alle, som vil arbejde konstruktivt for at løse byens problemer. Så de borgerlige burde droppe den sure mine og komme i arbejdstøjet sammen med os andre.

Ørskovs sure mine må han selv om. Jeg bliver på samarbejdets vej.

KOMMUNALVALGDebat for Københavns Kommunes borgere