Det handler om at være tryg. Sådan lyder et kendt slogan fra et lige så kendt forsikringsselskab - og i disse år er der virkelig noget om snakken.

Tryghed er ikke længere en personlig følelse, som kan gå op eller ned alt efter den situation, vi befinder os i. Tryghed er blevet serviceydelse på linje med brilletilskud og varm mad på plejehjemmene.

Hvis borgerne føler sig utrygge har politikerne værsgo at levere. Derfor laver de tryghedspakker og tryghedsfremmende foranstaltninger, og det er endda blevet foreslået, at 'den trygge dansker' skal være en af de visioner, dansk politik skal styres efter.

Tryghed, eller måske rettere manglen på samme, er også en af drivkræfterne bag mange af de overvågningstiltag, som er blevet sat i søen de senere år. Det skal være trygt at være dansker, og som beskyttende værn mod terrorisme og andre former for kriminalitet indføres stadig mere overvågning.

Det er også med trygheden som mål, at myndighederne overvåger vores elektroniske kommunikation. Håbet er, at de enorme datamængder måske en dag vil indeholde oplysninger, som gør det muligt af fælde en terrorist.

Men det er langt fra sikkert, at overvågning fremmer trygheden. Det ved man fra forskningen i videoovervågning. Den viser, at mange har en forventning om, at videoovervågning kan stoppe kriminalitet, og derfor har de en tendens til at forholde sig positivt til videoovervågning.

Men noget tyder på, at dette først og fremmest gælder, hvis man spørger folk i områder, der ikke er videoovervåget. Spørger man folk, som faktisk bor eller færdes i områder, der allerede har overvågning, bliver billedet mere mudret. Nogle gange stiger trygheden, selv om nogle undersøgelser kun viser, at overvågningen har »små konsekvenser«.

Peter Lauritsen

Peter Lauritsen er lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet og leder af Forum for Overvågningsstudier samme sted.

Han forsker i overvågning, herunder i videoovervågningens muligheder og konsekvenser, ligesom han er ved at skrive personnummerets historie.

Andre steder har man fundet, at tryghedsfølelsen har været upåvirket af videoovervågningen, og det kan måske også være relevant at overveje, hvilket signal en skov af overvågningskameraer sender til den forbipasserende. Nogle vil nok være tilbøjelige til at tænke, »at her er farligt, ellers var der jo ikke grund til at lave overvågning« – og så stiger utrygheden.

Der er situationer, hvor folk føler sig mere trygge efter, at videoovervågning er sat i værk. Men det er ikke sikkert, at der er tale om personer, som var utrygge, før videokameraerne blev sat op. En undersøgelse viste således, at det var de personer, der i forvejen følte sig trygge, som blot følte sig endnu mere trygge, nu hvor området var videoovervåget. De personer, som følte sig utrygge, før kameraerne blev hængt op, blev ikke mere trygge. Dette er selvfølgelig problematisk al den stund, at det netop var de utrygge personer, man ville hjælpe.

Sammen med muligheden for at forhindre kriminalitet er tryghed et af hovedargumenterne for at indføre mere overvågning. Umiddelbart skulle man tro, at disse to argumenter hang sammen. Hvis der bliver mindre kriminalitet i et område, så vil tryghedsfølelsen stige.

Problemet er bare, at der ikke er belæg for, at f.eks. øget videoovervågning fører til mindre kriminalitet. Alligevel fastholder toneangivende politikere, at videoovervågning er ønskværdigt, fordi den kan føre til øget tryghed. Men det nytter selvfølgelig ikke, at man foregøgler folk, at de kan føle sig mere trygge på grund af videoovervågningen, hvis ikke sikkerheden faktisk stiger. I så fald vil der være tale om en falsk tryghed, som i yderste konsekvens kan medføre, at folk ikke passer på og løber unødige risici, fordi de fejlagtigt tror, at overvågningen beskytter dem.

Man kan ikke uden videre gå ud fra, at øget overvågning fører til øget tryghed. Det modsatte kan også være tilfældet. Derfor er det problematisk, at medier og politikere omfavner befolkningens utryghed. De tager den dybt seriøst og ser slet ikke, at de dermed risikerer at fremme den.

Jo flere tryghedsskabende foranstaltninger des mere bliver borgerne overbeviste om, at verden er farlig. Og jo mere utryghed des flere tryghedsskabende foranstaltninger. Man kunne ind i mellem håbe, at politikerne ville erkende, at tryghed ikke er en vare, der kan leveres en gang for alle – og da slet ikke gennem overvågning.

I stedet burde de have modet til at konfrontere følelsen af utryghed og måske endda fortælle danskerne, at de bor i et land, hvor der generelt set ikke er den store grund til utryghed.

Dette er femte og sidste indlæg i debatserien Big Brother 2.0.