I dag på Axelborg afholder Concito sammen med Fødevareministeriet en konference om det skjulte madspild.Mellem 30 og 50 procent af den mad, der produceres i verden, bliver smidt ud – uden at gøre gavn for hverken dyr eller mennesker.

Det betyder, at verdens madspild alene på klimafronten giver anledning til lige så meget drivhusgasudledning som hele verdens transportsektor.

EU anslår, at en tredjedel af verdens mad produceres direkte til skraldespanden.

En stor engelsk undersøgelse peger på et madspild på over 30 procent. Danmark er ifølge Eurostat i øjeblikket det land i EU, der smider mest affald ud per indbygger (over 800 kg om året).

Sandsynligheden taler derfor for, at Danmark ligger helt i top, for så vidt angår madspild.

I udviklingslande sker hovedparten af madspildet i de dele af værdikæden, der går fra jord til forbruger: Store mængder mad rådner, bliver angrebet af svampe eller spist af dyr på grund af dårlige opbevaringsforhold, manglende køling og utilstrækkelig transport. Men når først et fattigt menneske får en pose ris, er der ikke det store spild: Det skal hun nok sørge for at få spist sammen med familien.

I vores del af verden er det omvendt: Vi har et ekstremt effektivt landbrug og en fødevareindustri, der ikke spilder en dråbe mælk eller et gram svinekød på fabrikkerne.

Derimod går det helt galt, når vi kigger ind i vores eget køleskab eller skal lave mad: Det, der bliver tilovers i gryden og på tallerkenen, ryger ud, og er yoghurten gået én dag over tid, betragtes den af mange som toksisk affald, der øjeblikkeligt bliver hældt i kloakken.

Derfor konkluderer Danmarks Jordbrugsforskning (DJF) i et nyt notat, ligesom en række udenlandske undersøgelser, at det største madspild målt i ton sker hjemme hos forbrugeren. DJF konkluderer dog også, at den næststørste kilde til madspild er i detailhandlen.

Concito har gennemført et projekt om ’det skjulte madspild’, altså det spild, der sker fra jord til butik. Og vi har en række forslag til, hvad vi sammen kan gøre for at mindske det. Nogle eksempler:

Danske gartnere pløjer deres icebergsalat ned, hvis de kan se, at mindre end halvdelen af salathovederne på marken vejer de 350 gram, som er den danske detailhandels standard for, hvor stort et iceberghoved skal være.

Mens man i Sverige og det meste af det øvrige Europa og i USA køber grøntsager efter vægt, har vi af uransagelige grunde i Danmark en tradition for at sælge efter stykpris.

Det samme gør sig gældende for frugt: Vi har talt med en pæredyrker, der har oplevet at smide op til 90 procent af høsten væk – ikke fordi pærerne fejlede noget, men fordi de var lidt for små i forhold til supermarkedernes krav.

Udenlandske undersøgelser bekræfter dette billede – mellem 20 og 40 procent af al frugt og grønt bliver kasseret, inden det overhovedet kommer i nærheden af kunderne.

Det er ærlig talt håbløst: Gartnerne kan ikke komme af med deres udmærkede produkter, og singlestudenten og pensionisten kløjes i kæmpe broccolibundter.

Kommer varerne gennem nåleøjet til butikken, skal de dog ikke føle sig for sikre: Forbrugerne lægger meget vægt på friskhed, og varesalget kan gå i stå, hvis der ikke er friske varer på hylderne.

Kundernes store fokus på friskhed betyder, at varer med kort holdbarhed er et dårligt signal at sende, og det resulterer ofte i udsmidning af frisk mælk og frisk brød, et godt stykke tid inden holdbarhedsdatoen overskrides. Også kød bliver smidt ud på den konto.

Eller varerne bliver smidt ud på grund af ligegyldige fejl. Således har en butikskæde oplevet at måtte kassere et stort parti Ritter Sport, fordi indholdsdeklarationen stod på italiensk.

Hvert år smider supermarkederne i alt ca. 45.000 ton mad ud. Og det ender i forbrændingsanlæggene. Vi brænder altså skummetmælk.

Hvorfor ikke lave biogas af det, så det i det mindste blev til vedvarende energi? Politisk er det en interessant mulighed, da der er mangel på fedt- og proteinholdige produkter i biogasanlæggene. De produkter er nemlig en forudsætning for at kunne behandle de store mængder husdyrgødning, som både regeringen, oppositionen og landbruget er enige om, at vi skal lave biogas af.

NorgesGruppen, der står for en ikke uvæsentlig del af Norges detailhandel, har således som mål at bioforgasse 90 procent af de 20.000 ton madspild, de hvert år genererer i deres butikker.

De logistikmæssige transportudfordringer må antages at være noget mindre i Danmark end i Norge. Hertillands er der imidlertid stilstand i forhold til at udnytte madaffald fra husholdninger såvel som fra detailhandel, og dette baseres i al væsentlighed på en redegørelse fra Miljøstyrelsen fra 2003, der konkluderer, at nok er bioforgasning energimæssigt at foretrække for forbrænding, men at det er dyrere, fordi affaldet skal sorteres.

Helt nøjagtigt når de frem til, at det ville koste hver dansker en rund femmer om året. Jo tak, det er da også penge – men er det grund nok?

Alle er enige om, at madspild er noget svineri.

Politikerne kan gøre noget ved rammebetingelserne for affaldshåndtering, og supermarkederne har et ansvar for at udbyde både små og store iceberghoveder.

Men forbrugerne må også vågne op og lære, at æbler fra naturens hånd godt kan være både større og mindre end de foreskrevne 70-80 mm, og at yoghurt faktisk kun bliver bedre af at syrne en uge mere i køleskabet ud over holdbarhedsdatoen.