Siden midten af 1980’erne er markedslogikken af mange samfundsanalytikere blevet fremhævet som universalløsning for almenvellets problemer.

Det er bl.a. sket som reaktion på statens ekspansion som administrator af velfærd og offentlig service. Efter den seneste finanskrise er markedsidealisme imidlertid kommet en smule i defensiven.

På den baggrund knyttes der både fra det politiske højre og fra det politiske venstre store forventninger til det civile samfund som aflastning for den skattefinansierede, offentlige sektor.

Året 2011 er således blevet udråbt til frivillighedens år med foreningslivet i centrum, og almennyttige fonde spiller en helt afgørende rolle, når samfundsopgaver som forskning, kultur og naturpleje skal finansieres.

Samfundsvidenskaberne har meget at byde på, når det gælder analyse af stat og marked, men forskning i civilsamfundets struktur og funktion er et forsømt område.

Med støtte fra Realdania bliver der på Copenhagen Business School gjort forsøg på at råde bod på denne undladelse ved at kortlægge den filantropiske værdiskabelse i krydsfeltet mellem stat og marked.

Det har vist sig at være en ganske besværlig opgave. Langt fra alle fonde og foreninger har ajourførte hjemmesider. Af de almennyttige fonde, der har hjemmesider, er det kun hver fjerde, der fremlægger gældende vedtægter eller fundats.

Færre end hver femte offentliggør, hvem de begunstiger og med hvilke beløb. Kun 18 procent har årsregnskab liggende til gennemsyn i elektronisk læsbar form.

Partnerskaber mellem private og offentlige
Filantropi betragtes således i Danmark både af givere og modtagere som noget meget privat. Kritikere kalder det ’hemmelighedskræmmeri’ og ’hattedameri’, der aldrig vil kunne erstatte lovfæstet og offentlig indsats for almenvellet.

Men sådan er det ikke i andre lande. Mange steder i udlandet betragtes filantropi snarere som partnerskaber mellem private og offentlige i form af langsigtede investeringer i civilsamfundet.

I den amerikanske og britiske fondsverdenen taler man i den forbindelse om ’philantrocapitalism’, defineret som strategisk, vidensbaseret, resultatorienteret virksomhed til fælles bedste.

Inspireret af markedslogik lægges afgørende vægt på risikovillighed og multiplikatoreffekt af den frivillige indsats. Det hævdes på den baggrund, at konsortier af ’filantroprenører’ kan løse almennyttige opgaver mere effektivt end stater, der må tage hensyn til politiske studehandler og pression, bl.a. fra nyhedsmedierne.

Den aktuelle debat om filantro-kapitalisme henter ikke kun inspiration fra big business.

Pensionerede statsmænd som Bill Clinton, Jimmy Carter og Nelson Mandela har sat sig i spidsen og arbejder internationalt for at påvirke de mega rige til at give store bidrag.

Vel at mærke ikke individuelt, men puljet til fælles formål som at forebygge hiv/aids, at udrydde malaria samt at sikre små erhvervsdrivende i den tredje verden adgang til internettet. Nogle af de centrale bidragydere kaldes for ’celantropists’, fordi de som berømtheder (celebrities) forener karisma med filantropisk virksomhed.

Den slags kan forekomme fremmedartet og aparte i en dansk sammenhæng. Men også herhjemme spiller kapitalistisk baseret filantropi faktisk en ikke uvæsentlig rolle.

Samlet har de erhvervsdrivende fonde i Danmark en egenkapital på ca. 400 mia. kroner. Heraf disponeres over halvdelen af de hundrede største.

Den internationale filantro-kapitalisme
Ser vi på den almennyttige indsats, er der store forskelle i ydeevnen. Nogle erhvervsdrivende fonde har slet ingen aktiviteter af denne art, og blandt resten svinger de årlige udlodninger fra 0,4 pct. til 10 pct. af kapitalen.

Gennemsnitligt uddeler fondene hver omkring 2 pct. af den opsparede formue svarende til ca. 8 mia. kroner i 2010. Kun 500 fonde uddeler mere end 1 mio. kroner årligt.

De største filantropiske bidragydere i 2010 var Novo Nordisk Fonden, Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og TrygFonden.

Sammenlignet med stat og marked er civilsamfundet i Danmark ikke bare uudforsket, men også relativt ureguleret. Foreningsliv og fondsverden overlades stort set til selvorganisering. Det store spørgsmål er, om det er holdbart på længere sigt?

I den ene yderlighed argumenteres der for, at filantropiske fonde må gives ubegrænset frihed til at arbejde frit efter stifternes suveræne vilje.

Fra modsat hold kræves, at afkast fra fondskapitalen bør beskattes, så pengene i højere grad kan disponeres af demokratisk valgte organer.

Som kompromis er der blevet foreslået en fast sats på 5 pct. af den opsparede formue som minimum for de årlige uddelinger kombineret med bedre offentlig indsigt i, hvordan de selvsupplerende fondsbestyrelser prioriterer mål og midler.

Af den seneste folketingsdebat om fondsregulering i foråret 2011 fremgik imidlertid, at det politiske flertal i det store og hele foretrækker at fastholde status quo.

I stedet for udefrakommende styring anbefales øget åbenhed og frivillig selvregulering i stil med det, engelsktalende lande kalder accountability, bench marking og transparency, som udgør det nuværende legitimeringsgrundlag for den internationale filantro-kapitalisme.

FACEBOOKBliv ven med Politiken