Kære Christine Antorini.

Jeg er lærer i en lidt vanskelig 2.-klasse på en helt almindelig folkeskole i Jystrup på Midtsjælland i Ringsted Kommune.

Klassen er vanskelig, fordi den består af ret mange temperamentsfulde børn samt en del børn med særlige behov. Vi er to lærere om klassen. Vi nyder vort job i fulde drag – men vi er godt nok på arbejde.

Der er ofte en hel del uro, når vi er nået halvvejs gennem lektionen. Forleden skete der imidlertid noget tankevækkende. Jeg tog halvdelen af klassen med i skolens it-rum – vi har ikke computere nok til hele klassen – hvor vi arbejdede med et matematikspil.

Og efter en ganske kort introduktion oplevede jeg noget, jeg ikke har oplevet i den klasse før: total ro og koncentration i 40 minutter – kun afbrudt af et par anmodninger om hjælp til at forstå en opgave og til at komme videre i spillet.

Stemningen og programmet gjorde det muligt for mig som lærer at differentiere på en måde, som traditionel bogbaseret undervisning ikke giver mulighed for, fordi it er uhyre velegnet til at gøre en opgave tilgængelig på forskellige niveauer.

De elever, der var på et ’normalt’ 2.-klasses niveau, valgte 2. klasse, mens de særligt dygtige forsøgte sig med både 3.- og 4.-klasses opgaver. Der var læring for alle pengene, og der var højlydt ærgrelse, da jeg ved lektionens slutning bad eleverne slukke for computerne.

Hvorfor gør jeg så ikke sådan i alle matematiktimerne, kunne man spørge. Og svaret: fordi vores skole nærmest er et teknologisk museum med alt for få og alt for ringe og umoderne computere. Og fordi vi er så fattige, at vi ikke har råd til at købe nyere og mere it og heller ikke til at få de computere repareret, som går i stykker.

Og at det ikke kun er hos os, det står så skralt til, er just blevet dokumenteret i en undersøgelse, som UCC, University College København, og CBS, Handelshøjskolen i København, netop har offentliggjort, og som var omtalt i Politiken 8.10.

Undersøgelsen viser, at der er en dyb kløft mellem børn og unges brug af medier i fritiden og i folkeskolen.

Børn og unge lærer en masse af deres mediebrug i fritiden, men det er kompetencer, som det er svært at bruge til noget i skolen, »der halter langt bag efter den mangfoldige og helt naturlige brug af medier, børnene kender fra fritiden«, hedder det i det nyeste nummer af UCC’s blad, UCC Magasin.

En af forskerne bag undersøgelsen, Ole Christensen fra UCC, siger, at familiernes erfaringer er, at teknologien ikke virker i folkeskolen, og han tilføjer, at »det er skræmmende, at familierne har en forventning om, at skolen ingenting kan«. »Det er katastrofalt«, siger han, »når vi ved, hvordan videnssamfundet og kulturen har udviklet sig«.

»Hvis vi adskiller medialisering fra vores læring, så underviser vi, som vi gjorde i industrisamfundet, og på måder, man ikke kan bruge til en brik derude i dag«. Det var derfor med stor forventning, jeg tog fat i det nyligt udarbejdede regeringsgrundlag og lyttede til den nye statsministers første åbningstale. Her måtte der da være hjælp at hente.

Men nej. Ikke et eneste sted i det 72 sider lange regeringsgrundlag står der noget som helst om it og altså heller ikke i det særlige afsnit om folkeskolen. Her står der, at vi skal have en velfungerende folkeskole, som skal være en af verdens bedste.

Det skal sikres gennem bedre læreruddannelse, mere efteruddannelse, styrket undervisning i de enkelte fag, obligatorisk afgangsprøve og bedre evalueringskultur. Men ikke et ord om it, nye medier, nye kommunikationsformer eller nye læringsformer.

Og det var så det. Ud over, at Helle Thorning-Schmidt erklærede sig »stolt af de små mirakler, der sker hver dag på vore sygehuse, skoler, plejehjem, daginstitutioner og socialcentre«.

Men, kære Christine Antorini, det er altså ikke nok at være stolt og ambitiøs.

Hvis vi skal kunne ruste de kommende generationer til det samfund, der venter på dem, og hvor I har en målsætning om, at 95 procent om fire år skal gennemføre en ungdomsuddannelse og 50 procent en videregående uddannelse, så dur det ikke, at folkeskolen er så økonomisk udsultet, at vi i bedste fald kan lave lidt historisk undervisning i, hvordan it fungerede i computerens barndom.

Vi kan ikke forberede børn og unge til et moderne videnssamfund, hvis folkeskolen på helt afgørende områder halter bagefter.

Og vi kan kun vanskeligt skabe ro i klasser, hvor mere eller mindre forældede bøger er vort primære undervisningsmateriale, og hvor kridt på en sort tavle fortsat er blandt de mest brugte formidlingsmetoder.