Med skiftet i de politiske biorytmer og dannelsen af den nye S-R-SF-regering er der varslet andre politiske vinde i folkeskolen og en mere åben debat om skolen.
Der er tegn på, at der vil blive lyttet til den praktiske fornuft, som repræsenteres af lærere og ledere – eller sagt på en anden måde, at den politiske styring af skolen vil respektere professionslaget i det lodrette demokrati. Hvis de tillidsvækkende erklæringer kan omsættes til praktisk skolehverdag, vil det frigøre energi, kreativitet og engagement i folkeskolen, som i mange år har savnet tillid og positiv styring. Den forrige regering havde beslutsomt valgt at gennemføre forandringer i folkeskolen (28 ændringer af folkeskoleloven på 10 år) uden at lytte til og inddrage lærerne og skolelederne. Det blev god tone at mistænke faggruppen for at hyppe egne kartofler. Ingen var i tvivl om, at Bertel Haarder (V), der var undervisningsminister 1982-93 og igen 2005-10, mente, at lærerne var for uambitiøse, og at Danmarks Lærerforenings indflydelse skulle stækkes. Situationen blev tydelig for de fleste, da det annoncerede partnerskab med lærerforeningen og i øvrigt også skolelederne og Kommunernes Landsforening af daværende undervisningsminister Tina Nedergaard i september 2010 pludselig og uden konkret begrundelse blev aflyst. Spørgsmålet er, om den nye regering for alvor ønsker at lytte til den praktiske fornuft. Fra valgplakaterne og Det Radikale Venstres skoleprogram, ’Vores skole’, huskes Margrethe Vestagers »Vi tror også på lærerne«. Men svaret rummes desuden i den treleddede målsætning, som den nyslagne børne- og undervisningsminister, Christine Antorini (S), annoncerede i Politiken kort før valget:
