Finanskrisen betyder, at Danmarks økonomi skrumper, og at KU får færre penge fra den såkaldte globaliseringspulje. Også basismidlerne til at drive universitetet med bliver beskåret. Resultatet er, at mindst 100 medarbejdere på KU vil miste deres job i år. Hvordan er stemningen på Danmarks største universitet lige nu, Ralf Hemmingsen?

»Der er en dyster stemning, fordi vi er nødt til at sige farvel til nogle medarbejdere, men der er også lyspunkter. Vi får flere eksterne forskningsmidler i disse år, og de nedslidte laboratorier på KU bliver fornyet for et milliardbeløb de kommende år. Så der er da både dystre og lyse sider«.

Fyringsrunden og besparelserne kommer, få uger efter at Lars Løkke Rasmussen lancerede sin drøm om, at Danmark om 10 år skal have et universitet i den europæiske top-10. Næste gang du mødes med statsministeren og har et par minutter med ham alene, hvad vil du så sige?

»Tag det helt alvorligt, statsminister. Jeg tror, din analyse og dine visioner er rigtige. Men for vores vedkommende kræver det en ekstra milliard fra staten, hvis vi skal bevæge os opad på verdensscenen. Så du må levere midlerne, selv om der er finanskrise. Også selv om der så måske bliver andre områder i samfundet, der nøjes med færre midler. Det handler om, hvorvidt vi tror på, at vejen til at reducere statsunderskuddet på langt sigt ligger i, at vi i Danmark skaber mere viden. Hvis svaret er ja, må pengene følge med«.

Men hvor skal pengene komme fra? Meldingen på det netop overståede regeringsseminar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og økonomiminister Lene Espersen var, at nu kommer de økonomisk stramme år for Danmark.

»Jeg tager statsministeren alvorligt, når han siger, at eliteuniversiteter er en af hans visioner, som trods alt kun er nogle få uger gammel. På universiteterne effektiviserer vi løbende. Men vi kan ikke spare os til at blive et universitet, som kan fungere som et brohoved i den internationale vidensproduktion. Der skal ekstra midler til, selv om samfundet som helhed har et underskud. Vi kan ikke holde pause i fem år, hvor vi fjerner statsunderskuddet. Så bliver vi sat bagud. Vi skal jo ikke bare sammenligne os med andre europæiske lande, som også har krise. I Kina og Asien kører det derudad med høje vækstrater, og de lande kører videre med massive investeringer i viden«.

I Universitetsavisen skrev du for nylig, at det vil koste en milliard kroner at få KU i europæisk top-10. Er det virkelig det, der skal til?

»Lad mig sætte det lidt i perspektiv. Yale har en formue på 18 milliarder dollar, Stanford har en formue på 14 milliarder dollar, og Harvards formue er på knap 30 milliarder. Det er den reserve, de store kan trække på, når de skal lave noget nyt. Selvfølgelig skal de også fylde formuen op, for en del af driften af universiteterne derovre finansieres af afkastet fra formuen. Men disse eliteuniversiteter har en fleksibilitet i en helt anden klasse, end vi har. Københavns Universitet har vel en formue på 450 mio. kr. Det svarer til tre ugers drift. Det vil sige, at muligheden for, at vi kan tage kostbare initiativer, er nærmest ikkeeksisterende«.

Har I eller kan I ikke selv finde penge til nye satsninger?

»Vi har øget vores indtægter udefra med over 30 procent over få år. Men vi kører på marginalerne. KU skal ikke have en formue på flere milliarder dollar, og får vi en milliard ekstra om året, bliver vi jo heller ikke Harvard. Men det vil være et afgørende skift i niveau i forhold til nu. Vi kan få flere grupper af stjerneforskere til Danmark. Vi kan fastholde flere af de allerstærkeste forskere, og vi kan gøre noget mere for de studerende. En milliard ekstra om året vil gøre en stor forskel. Så kan vi tage en stribe konkrete initiativer«.

Har danske universiteter, forskere og studerende overhovedet evnerne og viljen til at bevæge sig op i den europæiske top? Er det kun et spørgsmål om økonomi? For totaløkonomisk set har regeringen vel ret i, at universiteterne aldrig har fået flere penge.

»Det er ikke forkert, at der er sket en betydelig vækst i midlerne til universiteterne de seneste seks-syv år. Men udgangspunktet var også, at ved indgangen til årtusindskiftet stod universiteterne i Danmark økonomisk set i et historisk lavpunkt. Dengang stod vi bogstaveligt talt ved ’skrænten’ eller ’afgrunden’. Nu er universiteternes økonomi stabiliseret. Men vi må ikke stille os tilfredse med, at det går pænt i andedammen, fordi der er et stort hav uden om os, hvor udviklingen bare buldrer videre«.

Har vi mentale barrierer herhjemme, som forhindrer os i at nå helt op i eliten, så vi kan måle os med toppen af de europæiske universiteter?

»Nej, der er på mange områder, også på KU, både forskergrupper og studerende, som er i verdensklasse. Eksemplerne findes på alle fakulteter. Blot det seneste år er der skabt et proteincenter, flere grundforskningscentre – og på samfundsvidenskab et stort EU-støttet projekt om klima og vandressourcer. På KU er vi ikke tilfredse, bare vi er fem centimeter foran Aarhus Universitet. Vi er så internationalt orienteret, at vi hele tiden konfronteres med, hvad der sker ude i verden«

Videnskabsminister Helge Sander skrev i et indlæg i Politiken i denne uge, at et helt nyt privat universitet kunne sikre: »Flere midler til forskning og uddannelse gennem øget privat kapital, skabe tættere adgang til førende udenlandske vidensmiljøer og et tæt samspil med private virksomheder«. Er du enig, skal vi have et privat universitet i Danmark?

»Lad mig sige det tydeligt. Jeg vil gerne kreditere forskningsministeren for at have gjort en ganske stor indsats for at styrke universiteternes økonomi gennem de seneste fem år. På det punkt synes jeg, at Helge Sander kritiseres for meget. Men det er noget pjat at tale om private universiteter i sammenhæng med diskussionen om universiteter i verdensklasse. Den private kapital, der kræves for at drive universiteter i verdensklasse, er enorm, og et par hundrede millioner kroner fra en privat virksomhed gør ingen som helst forskel. Det vil tage 50 år at opbygge et dansk privat universitet i høj klasse. Private universiteter er et vildspor i debatten. Det er ideologisk flimmer, som intet gør for at flytte danske universiteter op i verdensklasse«.

Vi taler meget om universiteternes rolle om 10 og 20 år. Men hvad leverer universiteterne til samfundet, som kan skabe vækst her og nu?

»Når det gælder samarbejdet med erhvervslivet, er der gjort meget på universiteterne de seneste fem år. Vi laver allerede nu masser af grundforskning, som kan skabe konkrete produkter. Et eksempel er en af vores forskere, som fandt ud af, at der er naturlige processer i Jordens atmosfære, der havde betydning for luftrensning. Der er taget patent på et system, som kan rense luften i kontorer og private hjem. En virksomhed er allerede ved at lave et konkret produkt baseret på systemet. Så der er altså også afkast for samfundet på både kort og mellemlangt sigt af den forskning, som foregår på KU«.

Hvad er det, der bare på lidt længere sigt skal løfte Danmark, når man ser, hvordan Kina rykker, når det gælder forskning og uddannelse?

»De danske universiteter har nøglen til udviklingen på en lang række områder. Omkring klima, sygdomme, interkulturel forståelse osv. Vi skal tage os selv alvorligt, når vi siger, at Danmark skal have et topuniversitet, et brohoved i forhold til den internationale konkurrence på viden. Jeg mener slet ikke, det er umuligt at skabe et brohoved eller to, som kan ligge i den europæiske særklasse. Vi har et godt udgangspunkt, men det nytter ikke bare at tale om det og så nedprioritere ressourcerne«.

Hvis du ser et par år frem – hvad er så det største problem for forskningsverden?

»Om to år er det slut med globaliseringspuljen. Den stopper i 2012, og de årlige 2-pct.s besparelser, som rammer hele den statslige sektor hvert år, ja de ruller også bare videre. Hvis politikerne ikke sætter en handlingsplan i gang for at finansiere universiteterne, så står vi igen og kigger ud over ’skrænten’ om få år«.