Hvad er der galt på universiteterne? På andet år i træk skæres der ned, og højproduktive videnscentre smadres. På Københavns Universitet fyres fastansatte forskere på bl.a. det naturvidenskabelige, det biovidenskabelige og det farmaceutiske fakultet. Også sidste vinter var der massefyringer. Folketingets politikere talte ellers i efteråret 2009 om, hvor glade de var for, at det var lykkedes at lave en aftale, der sikrede forskningen milliarder fra globaliseringspuljen. Hvad er op og ned i den farce, der igen udspiller sig på universiteternes centrale administrationer? Hvad sker der med grundforskningen og kvaliteten af de uddannelser, der ellers skulle føre de studerende, vores fremtidige styrke af vidensarbejdere, til det ypperste faglige niveau? Universiteterne er ramt af en dyb krise, der berører hele meningen med at have offentlige forsknings- og undervisningsinstitutioner i Danmark. Krisetegnene er mange. Helge Sanders ministerium har netop udgivet et ’ideoplæg’, som ingen embedsmænd har villet lægge navn til. Det forsøger igen at sælge tanken om at privatisere danske universiteter. Sanders seneste udspil er en lille brik i en lang række tiltag, der siden universitetsloven fra 2003 er gået ud på at afvikle den pagt mellem universiteter og samfund, som udviklede sig i perioden fra 1950’erne til langt op i 1990’erne. Den gamle pagt var baseret på 1) en opfattelse af, at inden for forskning og videregående uddannelse er en mangfoldighed af organiseringsformer en god ide, pga. opgavernes mangfoldighed og en fornuftig arbejdsdeling mellem universitets- og sektorforskning, og mellem universitetsuddannelser og en række andre videregående uddannelser; 2) tillid til de ansattes faglige ekspertise og dedikation; 3) stigende indrømmelse af, at medbestemmelse ikke blot var motiverende og førte til bedre arbejdspladser, men også var til gavn for helheden; 4) at selv den ’unyttige’ grundforskning, fordi den er uforudsigelig, viser sig ikke blot at være til civilisatorisk gavn og give øget erkendelse af den verden, der omgiver os, herunder vores egne samfund, men også at føre til pludselige gennembrud, der gavner også økonomisk og teknologisk, og at Danmark, når vi satser på områder som medicin, bio-, info-, kommunikations- og nanoteknologi, nødvendigvis må have et basalt vidensberedskab med rod i grundforskning for hurtigt at kunne forbinde den internationale videnskabs resultater med vores egen forskning og udvikling; og 5) at universiteterne som offentlige skal tjene hele det danske samfund, og her er erhvervsinteresser trods alt kun én type blandt andre. Denne gensidige forståelse mellem universitet og samfund var under universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes ekspansion et historisk kompromis mellem hensyn til praktisk nytte, i form af forskning, der tjener stat, velfærdssamfund og erhvervsliv, og hensyn til erkendelse, som forskning og undervisning i sprog, kunst og kultur, og fortsat udvikling af den akademiske videnskab. Det sanderske universitet I modsætning hertil er det sanderske universitet ikke opbygget på basis af tillid mellem mange parter i og uden for universitetet, men er en modsætningsfyldt topstyret kontrolstruktur under et lag af neoliberal fernis; en krydsning af Foghs værdikamp, statslig overstyring og troen på, at et universitet kan drives som en privat koncern på et globalt marked. Hovedvægten lægges på hensyn til ‘strategisk’ og anvendt forskning, som erhvervslivets ledere forventes at interessere sig for.
Topstyringen sker gennem nye lag af ansatte ledere og administratorer, der på trods (eller på grund?) af regeringens liberalistiske profil er underlagt New Public Management, der kan oversættes med ’lad os mime markedet’, med afpolitiserende forsøg på automatiseret styring efter institutionernes output, statsligt dikterede mål i ’udviklingskontrakter’ og med et svulmende bureaukrati til følge, der indkradser dokumentation, udvikler indikatorer (som den såkaldt bibliometriske forskningsindikator), og som i forsøget på at indføre ’transparens’ og selvledelse (man hylder universiteternes formelle autonomi) reelt indfører DDR-lignende tilstande, ikke alene på de højere læreanstalter og universiteter, men alle steder i den offentlige forvaltning. Politikens læsere vil nok huske, da otte direktører, chefkonsulenter og administrationschefer i Kroniken ’Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde’ (29/3-2007) skrev, at »Vi var selv med til at skabe styrings-tænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind«. Siden da er tingene ikke blevet bedre. Topstyringen af universiteterne har spillet fallit. Erhvervsledere i bestyrelsen og et magtfuldt rektorat på Københavns Universitet har ikke rettet op på en elendig økonomistyring og administrativt vokseværk. Og når basismidlerne konstant er faldende, hvilket er Folketingets ansvar, skal pengene hives i land af eksterne kasser. Rektor og universitetsdirektør svarer på en kritik af dårlig universitetsledelse (Universitetsavisen 8.1.), at KU »i øjeblikket har 6.000 eksterne projekter med særlig økonomisk bogføring og hele 200-250 medarbejdere på fakulteter og institutter er involveret i den økonomiske styring af dem«. Ved siden af bureaukratiseringen ser vi en risikabel konsulentgørelse af forskningen, som truer dens uafhængighed: Statsansatte lektorer og professorer piskes i stigende grad af institutlederne til at »finde midler til deres egen løn«, så den tid, de skulle have brugt på at forske og undervise, går nu til at skrive boglange ansøgninger for at konkurrere med deres kolleger om midlerne i de samme få private og offentlige råd og fonde, f.eks. Danmarks Grundforskningsfond (DG). Universiteternes budget er blevet et balkankort af projektpenge. Hvad betyder det for den faglige ekspertise? For det første, når forskerne af de nye lederkadrer (dekaner, prodekaner, viceinstitutbestyrere, etc.) opfordres til at »gå derhen, hvor pengene er«, trues forskningens frihed og uafhængighed. En god ting ved universitetsforskning – også den anvendte – er jo, at den er uafhængig.
