Jeg tør godt sige det: Fuck, det kan sucks at være mor. Men det kan man jo ikke sige.

Heller ikke selv om tanken rammer indimellem. Og har jeg fortrudt, at jeg har fået et barn? Ja, op til flere gange. Ikke hende, men hele den hykleriske fortælling omkring det. Det er ikke omkostningsfrit at blive forælder.

Men det er der ingen, der tør sige.

Sandheden om det glorificerede moderskab er, at 90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor. Man er i op til halsen af huslige gøremål, der er centrum for opretholdelsen af dig og din børnefamilie.

Misforstå mig ikke, jeg elsker min datter og vil ikke bytte hende for noget eller nogen i verden, men fortællingen har brug for justeringer.

DEBATDanmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster

Belønningen er 10 procent, hvor alt går op i en højere enhed. Man oplever en højere dimension af åndelig retfærdighed og succes, hvor vi som mennesker lykkes – og det nulsætter det hele.

»Lille skat, det er okay, at du brækkede dig ned i min bh, for nu er du rask og glad som en sød, lille julegris«.

Med moderskab indtræder man i en lukket loge af logesøstre. Ved indtrædelsen sværger vi troskab mod fortællingen om lykken ved at være ’moar’.

De 10 procent er en lykkerus, som vi mødre jagter konstant. Vi er som narkomaner, afhængige af narkotikummet, mit barn er vellykket, ergo jeg er vellykket.

Men det siger vi ikke højt. I stedet siger vi: Mit barn var den første til at gå, den bedste i sin klasse til matematik, kunne læse, inden vi startede i skole osv.

Fortællingen om moderskabet er rosenrød. Al kritik fra insidere er som judaskys og kættersk. Man bliver straks mistænkeliggjort som dårlig mor.

Jeg glemmer aldrig dengang, jeg skulle i mødregruppe for førstegangsmødre. Jeg var kun et par uger væk fra at have gennemgået den vildeste skrækhistorie: at føde.

Men ikke alene var det en gruopvækkende oplevelse at føde, mit resultat var også noget hårrejsende. Jeg fik en blå-lilla skeløjet conehead med blodsprængninger helt ind i øjeæblerne leveret.

Min datter var resultatet af en lang og hård fødsel. Men det kan man ikke ironisere over eller spøge med. Det fraviger fra den lykkelige fortælling om skønheden i at blive mor. Min datter rettede sig heldigvis ud i dagene efter og viste sig at være en smuk lille pige med et blik, der kunne sætte enhver i direkte forbindelse med Vor Herre.

LÆS OGSÅDen perfekte mor findes ikke i virkeligheden

Da jeg som den første åbnede munden i gruppen af nybagte mødre og fortalte smågrinende om mit grimme barn, stod luften stille i lokalet. Ups, tabu var blevet berørt. Straks begyndte de samstemmigt at kvidre om, hvor fantastisk smuk, nem og romantisk en fødsel, de havde haft. Især deres børns fædre var som rørt til tårer af oplevelsen.

Nirvana var kommet til deres fødeafdeling på Frederiksberg.

Jeg klappede i som en østers. De mindede mig om religiøse fanatikere – syge i potten hele banden.

For mig havde et maraton af blod, skrig og skrål ramt. Hverken nirvana eller et romantisk skær af skønhed nedsænkede sig over vores fødestue på Riget den dag i august, da mit liv tog en noget anden drejning end den, jeg havde fået fortalt.

Der var så meget, de lykkelige mødre lige havde ’glemt’ at fortælle.

At få et lille menneske i babystørrelse er nøjagtig det samme som at melde sig frivilligt til Gulag. Alle personlige behov bliver tilsidesat. På dig hænger en altdominerende, urimelig, krævende diktator, der overruler dit søvnbehov, wc-behov, fødeindtag, personlig hygiejne. Og din frihed? Tja, den er reduceret til en fiks ide, der ligger 18 år ude i horisonten, men som du genvinder i småbidder hen ad vejen.

Så har jeg prøvet at fortryde?

Ja, da barnet powernappede sig gennem livet og jeg gik på døgn 100 uden søvn. Jeg huskede tydeligt min venindes fnisen i røret, da jeg allerede dag 20 inde i mit gulag-ophold, desperat ringede og spurgte: »Hvornår får jeg lov til at sove«. Svaret var nedslående: »Først om 2-3 år, ha ha ha – men det bliver bedre med tiden«.

Og har jeg prøvet at sidde på en trappeopgang i afmagt og fortrudt, fordi jeg var et splitsekund fra at smide min baby ud ad vinduet?

Og har jeg hørt forældre komme i samme situation? Helt sikkert!

LÆS OGSÅLad dog være med at få børn!

Spurgte jeg også mig selv, om jeg orkede mere pis, da klapvognen sad fast i dørene på en HT-bus, som satte i gang med min elskede dinglende ud af bussen som et hjælpeløst foster ned gennem Stengade? Jeps.

Fortrød jeg, da mit socialliv opløste sig i ’os med børn’ og ’jer uden’? I den grad. Det har jeg oplevet flere veninder fra begge lejre ærgre sig over. Jeg respekterer de kvinder, som er klogere end jeg, der har meldt pas. Men har jeg fortrudt et menneske, som har fået mig til at grine mere end nogen anden?

Fortryder jeg overfloden af tilgivende og ubetinget kærlighed? Er du sindssyg – nej.

Men hvorfor kan man ikke sige, uden at stille sig til måls for kritik, at man fortryder, man har fået børn? Nemt. Der er ingen fortrydelsesret på leverancen. Tør øjnene søster, få det bedste ud af det, og husk; det har en ende.

At blive mor er som eventyrene med elverpigerne. De har huller i ryggen og lokker dig ind i dit livs skæbnetime.

Som en bølge, der slår benene væk, trækker elvermødrene dig ned under vand. Fra nu af gælder det bare om at kunne holde vejret i lang tid, rigtig lang tid.

Din eneste trøst er mødet med de andre mødres sorte blikke, der med fanatisk, religiøs overbevisning byder dig velkommen i logen af lidelsesfæller, der som du frivilligt har betalt med friheden som valuta for at blive en del af evigheden.

Fra det øjeblik man bliver forælder, befinder man sig på en lang rejse, på evig søvnmangel, hvor alt fra småirriterede blikke, der sender dig ud af dagligvarebutikker med din skrigekasse på hjul, til et kissejav af rang for at akkompagnere daginstitutionernes åbningstider styrer dig. Hverdagens skruetvinge for at få enderne til at hænge sammen, er vi flere forældre, der piber over.

Vælger man at holde fast i otte timers voksenliv om dagen, hænger man i en tynd tråd af krav om at hente ungen tidligt, men inden for arbejdsgivers mødetidspunkter. Alle lever vi op til standarden – ingen vil stemples som dårlig forælder eller arbejdskraft.

Det er nemlig som at blive dømt som kætter i middelalderen.